Han havde kæmpet for at holde tårerne tilbage. Men forgæves. Nu sad han hulkende omkring spisebordet med sine to små sønner.
»Så hentede den mindste en pude, tegnede et ansigt på og sagde ‘så kan det være mor’. For nu var han træt af, at jeg var ked af det,« fortæller Kristian Ibler. Med et lille smil på læben.
For situationen var, hvad han selv kalder ‘absurd komisk’. Selvom omstændighederne langtfra var det.
Det er fire år, siden den 47-årige skuespiller mistede sin kone, Ida Kromann Ibler, moderen til hans to børn, Sophus og Julius.
En tragedie, der ændrede alt. Og fik ham til at skrive dén bog, han ville ønske, han selv havde kunnet læse i sin sorg, frustration og lettelse.
Lettelsen, da ‘syv års knockout i slowmotion’ – som han beskriver det – var slut.
»Døden flyttede bare ind. Blev en del af vores liv som en mulighed,« siger Kristian Ibler om tiden.
Er mor død?
Han var kun 16, da han i 1991 mødte og håbløst gymnasieagtigt forelskede sig i den et år ældre Ida.
De var to unge mennesker med mod på livet og tro på fremtiden. Begge uddannede de sig som skuespillere, hun senest som psykolog. Så købte de et hus. Og i 2009 kom deres første søn til verden. Sophus. To år senere Julius.
Alt var idyl. Indtil det bundsolide fundament under dem i 2012 første gang slog revner.
Ida fik konstateret brystkræft.
Han husker, hvordan de skrev testamente. Havde samtaler om ‘hvad nu hvis?’. Alligevel forblev det faktum, at Ida kunne dø, en hypotetisk tanke. Og det gjorde hun så heller ikke. Lige der.
Ida blev erklæret rask. I gåseøjne understreger han.
»For tankerne ville ikke slippe, var som en tikkende bombe. Vi var stemplet ind i de her dødstanker konstant i seks år. Og lige da de var begyndt at slippe, kom kræften igen.«
»Hun var fuld af metastaser, og der vidste vi bare, at løbet var kørt. Vi tabte alt håb. Og så startede en ny erkendelse,« forklarer Kristian Ibler.
Erkendelsen af, at døden var rundt om hjørnet. Og at han snart ville være alenefar til to små børn.
I første fase valgte de at skjule sygdommen for dem. Men – som børn gør – fornemmede de godt, at noget ikke var, som det skulle.
‘Er mor død?’ spurgte hans dengang treårige søn Sophus en dag ligeud.
»Der måtte jeg lynhurtigt tage far-hatten på og ikke lade mig præge af det, han sagde. Hurtigt proppe det ned i skuffen og spørge ‘hvad mener du?’«
»Bagefter gjorde det rigtig ondt. For at se sit barn spørge om sådan noget, det er eddermame hårdt. Jeg vil jo ikke fortælle ham, at mor godt kan dø, for han er tre år.«
»Så i momentet dealer man rationelt med det, men når først man er alene, kommer kniven ind og sprætter mig op,« beskriver Kristian Ibler.
Da Ida i 2018 blev erklæret terminal, var det en helt anden virkelighed, de begge skulle forholde sig til. Ikke mindst, da hun allerede i sommeren det år valgte at komme på hospice.
Pludselig blev det synligt. Konkret. At noget var galt.
Dagen er ætset ind i Kristian Iblers hukommelse. Dagen, hvor de skulle have dén samtale med deres børn, som man ikke kan forberede sig på. Dén, som ingen ønsker at have.
»Da vi skulle fortælle dem, at hun skulle dø, var det første, jeg tænkte på helt lavpraktisk, hvad gør vi, når vi kommer hjem? Hvornår skal jeg begynde at tale om det?,« fortæller Kristian Ibler, hvis sønner var blevet syv og ni.
»For jeg vidste, at vi skulle snakke videre om det, efter at vi havde snakket med mor. De vidste godt, at snart havde de kun mig. Så vi var nødt til at fortsætte den snak.«
»Og så kommer det bare ud af dem: ‘hvornår dør hun så?’, ‘skal vi så bare være tre?’,« forklarer han om alle de lavpraktiske spørgsmål, der ramte ham. Midt i dét, han selv kalder sin ‘ventesorg’.
Som snart blev til sorg.
Gik ned i kælderen og græd
I januar 2019 døde Ida. Mens hendes mand og livsven holdt hendes hånd i sengen på hospice, til den blev kold.
Da han slap den, stod han tilbage som et menneske, der skulle finde sig selv. Som enkemand og alenefar til to små børn. Kristian Ibler husker, hvordan hans mor bragte børnene ud til hospice, så de kunne tage afsked. Husker, at deres reaktion var mærkelig, at han ikke forstod den.
»Vi forventer, at det skal være ligesom på film, hvor børnene ligger og græder ‘mama mama’. Men børns hjerner forstår langsomt,« siger han om den lektie, han lærte allerede dén dag, hvor døden var blevet til virkelighed.
»De var inde at se hende på hospice og prøvede at røre ved hende, som var hun en dukke. ‘Kan vi vække hende, hvis vi spørger, om hun vil have sin yndlingskage?’ spurgte den yngste. Men det virkede selvfølgelig ikke.«
»Så de blev ikke chokerede som os voksne. Kiggede bare uden helt at forstå. I starten brugte jeg sindssygt lang tid på at forklare, hvad det vil sige at være død. Og da de forstod det, sagde de, at nu ville de gerne ned og spille playstation.«
Siden fandt han ud af, at Sophus og Julius’ reaktion var helt normal. At man som forælder skal manøvrere deres følelser for dem. For de ved ikke altid, hvorfor de føler, som de føler. Skal hjælpes på vej.
Og det har Kristian Ibler gjort. Mens han kæmpede for at skjule sin egen sorg, være stærk.
»Når de kom hjem, ville jeg ikke sidde og græde under gulvbrædderne. Jeg ville ikke have, at de skulle føle, at de nu også mistede deres far.«
»Så jeg lagde låg på, gik ned i kælderen og græd og brugte meget krudt på ikke at gå ned. Jeg sørgede frem til kl. 15, når de kom hjem. Og det kan også noget. For så holder du dig selv oppe og gør, hvad der skal gøres,« forklarer Kristian Ibler.
Tænker på, hvad de går glip af
Sådan har hans system været siden. For sorgen kan stadig lamme ham, overmande ham. Ofte, når han mindst venter det. Som nu.
»At have børn gør også tingene meget værre, fordi jeg hele tiden tænker på, at deres mor er død og alt det, de går glip af.«
»Som i dag i Netto, hvor jeg købte bær og kom til at tænke på, at de altid plukkede bær med Ida og blev mindet om, at det kommer de aldrig til igen.«
»Så kommer jeg ned ad den rute, hvor jeg græder deres tårer. Og jeg tror også, at det er derfor, at jeg kommer til at græde nu.«
»For jeg kan jo godt tænke på Ida uden at græde, men når jeg tænker på, hvad de går glip af, græder jeg vores tårer igen over det liv, de ikke får. For de har kun én mor,« siger enkemanden Kristian Ibler.
Så selvom han i dag har en kæreste, er det deres tarv, der er vigtigst. At de føler, at de har en far, de kan stole på, regne med.
»Derfor skal vi ikke flytte sammen foreløbig. Vi bor os tre, og det gør vi, indtil børnene er flyttet hjemmefra. Det er af respekt for dem.«
