Han har om nogen fyldt og været tilstede i danskernes stuer. Fredag efter fredag gennem knap to årtier. Har smittet med sit altid begejstrede sind.
Men nu har Jens Werner danset af, taget sin allersidste svingom på livets dansegulv. Blot to uger før, at han kunne have fejret sin 60-års fødselsdag.
Det var canceren, der tirsdag 9. juli fik bugt med hans ukuelige sind. Kun lidt over et år efter, at den var blevet konstateret.
Men han var, understregede familien dengang i en pressemeddelelse, i gode hænder og under behandling.
Eller, som han selv udtrykte det til Avisen Danmark, da han sidste år valgte at sige farvel til 'Vild med dans':
»Jeg er i gode hænder. Jeg har et stærkt og positivt sind, og så har jeg kærligheden fra familien. De ting kombineret lover meget godt,« sagde Jens Werner.
Som altså desværre ikke blev reddet af kærligheden og familien.
Han var kun fire år gammel, da han første gang blev sendt ind på et dansegulv. Vidst mest for at blive opdraget, som han i biografien 'Dansen blev min redning' konstaterede.
Det var nemlig et mantra for hans forældre, at såvel lille Jens som storebror Lars lærte at opføre sig ordentligt. Som dannede mennesker.
Og det blev han.
Men dansen gik også i blodet, og snart blev Jens Werner ambitiøs. Hadede at blive nummer to.
»Da jeg begynder at få førstepladser i pointturneringer, bliver dansen sjovere, for det er godt nok noget anderledes at blive nummer ét end nummer to. En helt anden følelse indeni,« som han beskrev i biografien.
Der var han blot ti år gammel.
Dansen blev også dér, hvor Jens Werner kunne søge tilflugt fra mobningen i skolen, bevise sit værd. For som en lille splejs var han et nemt offer og blev drillet og udstødt af sine klassekammerater.
»At være 13-14-15 år gammel og blive drillet på den måde er ikke særligt sjovt,« som han for nogle år siden fortalte i B.T. og beskrev noget af chikanen:
»Der var nogle, der kaldte mig bøsserøv og homo. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor der skulle sættes et mærkat på mig, bare fordi jeg elskede det, jeg gjorde.«
Men Jens Werner elskede det. Dansen. Ville være nummer ét. Og da han først havde fundet den rette partner, Charlotte Jørgensen, var der intet, der kunne stoppe ham.
Sammen gik de fra sejr til sejr. Var på skamlen ved danske, nordiske og europæiske mesterskaber for amatører. Og toppede så i 1994, hvor de kunne kalde sig verdensmestre i standarddans.
»Vi er verdensmestre. Vi er verdens bedste dansere,« som han stolt skrev i biografien.
Det var dér, hvor Jens Werner valgte at tage en pause fra dansen. Puste ud. Han flyttede hjem til Danmark – uden at have et job.
Som B.T. tidligere har beskrevet landede han ved et tilfælde som chauffør for det danske kongehus, og skulle tilmed som en af sine første opgaver køre for det nyforlovede par prins Joachim og Alexandra.
Hvilket – som du kan læse her – ikke helt gik efter planen. Til gengæld fik han et ekstra honorar på 2.500 kroner for at lære parret at danse brudevals.
Da han et år senere vendte tilbage til dansegulvet – denne gang som professionel – blev det med en ny dansepartner.
Men efter blot to år valgte Jens Werner i 1998 at slutte, mens legen var god. Han var blevet 34, ville hellere selv trække stikket, inden dommere og trænere gjorde det for ham. Dømte ham færdig på gulvet.
Den professionelle stolthed var dog ikke det eneste, der plagede ham.
I sin jagt på sejre på dansegulvet havde han også – måtte han erkende – været en uduelig kæreste. Noget, han to år senere endegyldigt fik rettet op på til et afdansningsbal hos Britt Bendixen.
'Holy shit nogle smukke øjne' tænkte han og gjorde ihærdige forsøg på at komme i kontakt med dem. Med hende. Smalltalkede. Lidt for meget.
Men fortidens gode manerer var ikke spildt.
'Jeg har tilladt mig at skrive mit telefonnummer ned på et stykke papir. Hvis du har lyst til en kop te eller kaffe, vil du så ringe til mig?' bad han håbefuldt.
'Det kan da godt være', svarede hun.
Resten er historie.
Anette blev og var hans livs kærlighed. Som han ikke alene åbnede en danseskole med, men også fik to børn med. Nikolai og Isabella.
»Hver dag, når jeg vågner, er det de samme øjne, der møder mig, med kærlighed, forståelse og omsorg. Vi ved, fra det øjeblik vores øjne mødes, at vi er de rigtige for hinanden. Og de seneste 20 år, med opture såvel som udfordringer, har bekræftet det,« skrev han kærligt i 'Dansen blev min redning' om hende med de smukke øjne.
Det seneste år blev et med udfordringer. Hvor det var kræften, Jens Werner var oppe i mod.
I en kamp, hvor der kun var én vinder.
Læs også:
