Det er blevet så populært at donere sin døde hest som mad til dyrene i zoo, at hestepiger må vente op til et halvt år for at lade deres heste blive spist af de sultne rovdyr.

Det skriver NetAvisen.

Et stort antal af hesteejere står i kø for at donere deres afdøde hest til Københavns Zoologiske Have. Det er især, fordi det er blevet efterår, hvilket betyder, at det er blevet tid til at vurdere hestenes helbred.

»Det skyldes ofte, at de gamle heste har fået en sidste sommer på græs, men når de skal i stald igen, vurderer ejerne, at tiden er ved at være kommet for en aflivning. Og så ringer de til os,« siger Jacob Munkholm Hoeck, der er presseansvarlig for Københavns Zoologiske Have, til NetAvisen.

Zoo tilbyder at køre ud og hente den døde hest helt gratis, hvilket motiverer mange hesteejere til at donere deres elskede dyr til haven.

Hestekød er hverdagskost for løverne, ligesom tigerne og brunbjørnene også får lov til at mæske sig i hestebøfferne.

Dyrepasserne holder dog hestekødet langt væk fra isbjørnene, der kan risikere at få hesteherpes, hvis de spiser det.