Arbejdsgiverne overholder ikke reglerne, når de ansætter børn og unge under 18 år. Arbejdsgiverne erkender, at der kan ske fejl, men fremhæver, at de unge også har et ansvar.

Flaskedreng, avisbud og opvasker.

Det er hårdt at tjene penge som ung i Danmark – og det gør det ikke nemmere, at arbejdsgiverne ikke overholder reglerne, når de har unge under 18 år ansat på deres arbejdsplads.

En endnu ikke offentliggjort rapport om unge i fritidsjob fra Landsorganisationerne i Danmark (LO) viser, at næsten hver tredje af de unge mellem 13 og 17 år i fritidsarbejde ikke har en ansættelseskontrakt, kun 12 procent får løn under sygdom, og kun fire ud af ti får tillæg i weekenden. Samtidig arbejder næsten hver femte efter klokken 20, hvilket er ulovligt for unge under 18 år, der er omfattet af undervisningspligten.

Læs også: Sådan fusker unge sig til SU

Rapporten bygger på en undersøgelse blandt 545 børn og unge i alderen 13-17 år foretaget af Center for Ungdomsforskning ved Aarhus Universitet (CFUF).

»Det samme billede har gjort sig gældende de sidste 30 år. Arbejdsgiverne betragter ikke de unge på lige fod med andre ansatte, og de unge arbejder langt fra under samme vilkår, som de voksne,« siger LO-sekretær Ejner K. Holst.

I alt har omkring hver tredje ung mellem 13 og 17 år et fritidsarbejde, og de fleste af dem arbejder ifølge rapporten fra LO mellem seks og 20 timer om ugen.

Læs også: Studerende er lette ofre for bolighajer

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) mener ikke, at man umiddelbart kan konkludere, at arbejdsgiverne bryder reglerne, fordi de unge gennemsnitlig skal arbejde otte timer om ugen i en måned, før at arbejdsgiverne skal give de unge et ansættelsesbevis.

»Der skal ikke herske nogen tvivl om, at arbejdsgiverne både værdsætter ungarbejderne og ser dem som en rigtig god arbejdskraft. Samtidig kan der selvfølgelig ske fejl, og så kan jeg kun opfordre de unge til at gå til deres chef, så fejlen kan blive rettet,« siger advokat Linda Greisen, DA.

Men det er ikke de unges opgave, mener LO – som peger på, at de unge ikke ved, hvilke regler der gælder på arbejdsmarkedet.