Butikkerne kan tydeligt mærke det i salget, når der bliver udbetalt overskydende skat til danskerne, viser rundringning

Der findes flere kategorier af skatteydere. Der er de tilbagelænede typer, der lader det hele køre på automatpilot – og de grundige, der sørger for at holde øje med hver en detalje. Og så findes der alle dem, der befinder sig et sted midt i mellem.

I dag får omkring tre ud af fire danskere penge retur i skat, fordi de har betalt for meget i løbet af 2017 - i snit ryger der ca. 3.000. kroner ind på de ‘heldiges’ NemKonto.

Og en del af dem ser tilsyneladende den overskydende skatte-udbetaling som en kærkommen bonus, der kan bruges til impulsivt forbrug.

I hvert fald viser en rundringning til flere både fysiske forretninger og netbutikker, at kunderne strømmer til, når Skattefar har sat penge ind på kontoen.

Eksempelvis oplyser Ole Stouby, der er direktør hos rejsesøgemaskinen Travelmarket.dk, at salget stiger med omkring 25 procent i forhold til normalt på selve udbetalingsdagen - og salget er også højere i de efterfølgende par dage.

»Vi har utroligt høje tal, når den overskydende skat bliver udbetalt. Der kommer gang i salget af både charterture, storbyferier og flyrejser. Jeg tror, at der er mange, der ser det som en positiv overraskelse,« siger Ole Stouby til BT.

Selvforkælelse

Samme melding lyder der fra landets største elektronikkæde, Elgiganten.

»Hvert år når folk får penge tilbage i skat, så ser vi en vældig stor aktivitet ude i vores varehuse, hvor der er en klar stigning i salget,« siger Frederik Danvig, der er kommunikationschef i Elgiganten.

Han tilføjer, at det især drejer sig om salg af »forkælelsesprodukter« som f.eks. smartphones eller fladskærme.

En ny undersøgelse, som YouGov har foretaget for Nordea, bekræfter, at en del af den overskydende skat sætter gang i kreditkortene.

Her svarer samlet set 24 procent, at de enten vil bruge pengene på ferie eller forbrugsgoder, som f.eks. elektronik, møbler, hvidevarer mm.

Der er dog også mange, som vælger den mere fornuftige løsning - at sætte pengene ind på en opsparingskonto. Det svarer 29 procent, at de gør. Derudover er der 34 procent, som svarer, at pengene vil ‘indgå i det løbende forbrug’.

Målrettet markedsføring

Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH) oplyser, at nogle detailkæder markedsfører særlige tilbud netop op til udbetalingen af overskydende skat.

»Og der er ingen tvivl om, at hvis man står og mangler et par nye sko, eller at havemøblerne ser lidt trætte ud, så er der mange, der slår til, når der pludselig kommer et par tusinde kroner ind på kontoen. Det er jo penge, som de færreste har kalkuleret med,« siger Henrik Theil, der er kommunikationschef hos Foreningen for Dansk Internethandel.

For de, der skal betale skat tilbage for 2017, er skattesmækket på omkring 2.200 kr. i snit pr. person for mere end otte ud af ti, som skylder under 10.000 kr.

»Mange frygter restskat, men målingen viser, at alene tanken om restskat fylder meget mere i bevidstheden, end den regning folk reelt ender op med kommer til at fylde i privatøkonomien,« siger Ann Lehmann Erichsen, der er forbrugerøkonom hos Nordea.