Halvanden times møde mellem lærerkonfliktens topforhandlere var onsdag eftermiddag ikke nok til at bringe den foreløbig fire uger lange konflikt ud af dødvandet.

Anders Bondo fra Danmarks Lærerforening og Michael Ziegler fra Kommunenres Landsforening mødtes om et firkantet bord med forældreorganisationen "Forældre og Skole" til drømmekage og kaffe, men det var ikke nok til at opbløde fronterne og genoptage forhandlingerne.

Det stod klart, da parterne kom ud efter halvanden times møde.

- Jeg er glad for det her møde, men det giver mig ingen forhåbninger om, at forhandlingerne kan genoptages. Vi er for langt fra hinanden, men det er vigtigt for mig at få italesat, at det her ikke er en hanekamp mellem Anders Bondo og Michael Ziegler, men at det handler om kvaliteten i folkeskolen, lød det umiddelbart efter kaffemødet fra Anders Bondo.

Fem minutter senere kom også Michael Ziegler ud fra kaffemødet i København, og heller ikke han kunne give offentligheden forhåbninger om, at forhandlingerne var tæt på at blive genoptaget:

- Nej, vi er for langt fra hinanden. Vi holder fast i, at skolelederne har retten til at lede arbejdet i skolen, sagde chefforhandleren fra Kommunernes Landsforening.

At luften mellem chefforhandlerne stadig er kold blev demonstreret, da bt.dks udsendte spurgte Anders Bondo, om han ville stille op til et foto med sin modpart:

- Nej, det har jeg ikke lyst til. Jeg har et travlt program, og der findes allerede masser af billeder af ham og mig.

Formand Mette With Hagensen fra "Forældre og Skole" var trods mødets udfald stadig optimist i forhold til udsigten til at få genoptaget forhandlingerne, så de lockoutede lærere igen kan begynde at undervise på de konfliktramte skoler:

- Man skal bevare håbet, understregede hun.