Rettighedstyranni, regelrytteri, møde-mani. Dét er ifølge sygeplejerske May Bjerre Eiby blevet nøgleordene for dét, der skulle handle om omsorg for vores svageste. For hele vores plejesektor.
I sin nye bog ’Når omsorg er den bedste medicin’ langer hun voldsomt ud efter et system, der er gået i hårdknude. Ikke mindst takket være fagforeningerne.
»De har bevæget sig væk fra, hvad det i virkeligheden handler om, altså faget. I hvert fald hos de social- og sundhedsansattes fagforening FOA. Her handler det meget mere om rettigheder og arbejdstider. Selvfølgelig skal der være styr på lønforhold og den slags, men hele den faglige kerne omkring dem vi passer på, det er anden prioritet,« siger May Bjerre Eiby og fortsætter sin kritik af dét, hun kalder ’den syge kultur i ældreplejen’:
»Derfor opstår der en virkelighed af, at det man går mest op i, det er, hvornår man har fri, hvornår man har rygepause, hvornår man får ferie og hvor mange timer, man har været på arbejde. Og at det er frygteligt, hvis man har fem minutters overtid. Når det er dér, fagbevægelsens hovedfokus er, så er det dét, som medarbejderne interesserer sig mest for. Og det bliver kun forstærket af, at eksempelvis FOAs formand Dennis Kristensen i medierne altid italesætter, at faget er så opslidende og hårdt at være i, at man ikke kan holde til det i mange år. Som om det var det værste fag, Dermed sygeliggør han faget,« lyder det fra May Bjerre Eiby, som ville ønske, at især FOA satte større fokus på det positive i at arbejde med mennesker.
Arbejdet med mennesker har været hendes drivkraft, siden hun som 17-årig fik arbejde på et plejehjem, og efterfølgende uddannede sig som sygeplejerske, hvor hun primært arbejdede på medicinske afdelinger. Dér hvor pleje- og omsorgsbehovet er størst. Men dét hun så og oplevede i de to grene af plejesektoren, skabte en stor frustration over den manglende fokus på netop omsorg.
Beder man hende beskrive en typisk arbejdsdag i den offentlige plejesektor, er der da heller ikke mange timer, der er dedikerede til omsorg og nærvær. I stedet fortæller hun om møde efter møde. Møder for mødernes skyld.
»Ud af en otte timers arbejdsdag er man måske sammenlagt et par timer hos patienterne, som regel hurtigt ind og ud. Den største tid tilbringes på kontoret, selvom en simpel ændring af arbejdsgange kunne ændre på det.
Også på plejehjem ser det sådan ud. Med størst fokus på, at man skal skynde sig tilbage på personalestuen for at hygge og snakke med hinanden.
Der er en ligegyldighed, som gennemsyrer hele systemet. Møder om, hvordan vi får ferieplanen til at gå op, diskutere utilfredshed med, at nogen har stillet kaffevognen et forkert sted. Brok over at tingene ikke fungerer i stedet for at prøve at lave dem om. Og prøver man at komme med alternative ideer, bliver de stemt ned uden grund. Der er ikke plads til nytænkning. Systemet er gået i hårdknude,« mener May Bjerre Eiby, som fra såvel plejere som ledere på andre plejehjem samt fra frustrerede pårørende alt for ofte får bekræftet, hvor grelt det står til ude i plejesektoren, hvor lidt fokus der er på omsorg, udvikling og livsglæde.
Hendes egen frustration og vrede førte for et år siden til, at Mai Bjerre Eiby åbnede et privat demensplejehjem i den nordsjællandske by Græsted. En oase, hvor det er beboerne og ikke regel- og rettighedstyranniet, der er i centrum. Mødementaliteten næsten afskaffet til fordel for samvær med beboerne. De skarpt opdelte faggrænser mellem sygeplejersker og sosu-assistenter er stort set ikke eksisterende.
»Selvfølgelig skal der være fokus på dét, der har med patientsikkerhed at gøre, og derfor har vi valgt at satse på at have flere sygeplejersker end de fleste demensplejehjem, men ude i vores opholdsstue er sygeplejerskerne ikke hævet over de andre ansatte. Vi er ligeværdige. Når der opstår komplekse ting, tager de sig selvfølgelig af dem, men de dage er der ikke mange af. Alle andre dage er alle lige,« forklarer May Bjerre Eiby, som også stiller et særligt krav til stedets sosu-ansatte.
»De bliver gjort opmærksom på, at de ikke har nogen pauser. Altså for sig selv. Selvfølgelig tager vi hensyn til, at de ansatte skal have det godt. Det skal bare hænge sammen. Skal de ryge, kan de ligeså godt gøre det mens de går en tur i haven med beboerne. For hos os handler ALT om beboerne, vi spiser med dem, er sammen med dem hele dagen.«
BT har forelagt kritikken for FOAs formand Dennis Kristensen, som har svært ved at genkende det billede, som May Bjerre Eiby tegner.
»Jeg synes, at hun tager fundamentalt fejl. For det første er faget dokumenterbart stærkt nedslidende og er storleverandør af førtidspensioner. Og her spiller arbejdsforholdene en væsentlig rolle,« siger Dennis Kristensen og tilføjer:
»Det er et fag, som er under et enormt pres og som har været udsat for de største besparelser. Men også et fag som er befolket med medarbejdere, som brænder for at arbejde med mennesker og få lov til at gøre en forskel.«
