Demokratiet er i dyb krise. Befolkningen har mistet tilliden til politikerne, og politikerne vil hverken lede eller tage ægte ansvar. Løsningen kan ikke findes i partierne, for de er en del af problemet, mener debattør og radiovært Anne Sofie Allarp.

Anne Sofie Allarp var engang socialdemokrat.

Ikke sådan en lejligheds-socialdemokrat, der satte sit kryds ved valgene; hun blev efter sin ungdoms sværgen til SF medlem af Socialdemokratiet i 2003 og var partiets internationale sekretær indtil 2008.

Men for et år siden satte hun sin underskrift på en udmeldelse, og så var det slut. Ikke bare med det gamle arbejderparti, men slut med at sætte sin stemme bag noget parti overhovedet.

Når vi går til valg, afleverer hun en blank stemme. Som en slags afdæmpet protest. Hun kan ikke længere identificere sig med noget projekt, når hun skuer henover partierne i det politiske spektrum. Og værre; hun ser et demokrati, som er i dyb krise. En krise, der i disse måneder giver næring til oprøret mod etablissementet i hele den vestlige verden, til populisme og politiske ekstremer på bekostning af den pragmatiske midte.

»Der er et enormt opbrud i politik. Trump, Brexit, opbruddet i sydeuropæisk politik og de nye politiske bevægelser herhjemme er eksponenter for det. Folk slutter op bag nogen, der tager afstand fra det bestående. Fordi det bestående er begyndt at virke som en eller anden form for postfaktuel absurditet. Det ligner teater,« siger Anne Sofie Allarp.

Med titler som jurist, forfatter til skøn- og faglitterære bøger og vært på Radio 24syv tilhører Anne Sofie Allarp faktuelt den såkaldte »elite« – dem med café latten, magten, EU-kærlighed, en lang uddannelse og bolig i København, men hendes frustration er den samme som den, der rører sig i det såkaldte »folk«.

»Folk er ikke idioter. De kan jo se, at det, der bliver opført på den politiske scene, er ritualiseret,« siger hun.

»For det første er der ikke noget reelt valg. Man kan ikke med mening påstå, at der er nogen væsentlig forskel på de to danske statsministerkandidater eller deres partier. Så den måde, hvorpå man forsøger at tale konflikt og skel op, positionere sig selv og byde sig til over for vælgerne, er per definition et teater. For det andet tror jeg, at folk bliver mere og mere bevidste om, at demokratiet og vores ledere i virkeligheden er ret magtesløse særligt over for de globale udfordringer,« siger hun.

Politisk uansvarlighed

Det kan være svært at forstå, at en kvinde, som har brugt hele sit voksne liv på offentlige debatter og politikudvikling ikke længere kan se sig selv i de rammer. Men noget radikalt er sket siden årtusindeskiftet, siger hun.Politik stræber ikke længere efter at være visionær, ansvarlig og konstruktiv, men er blevet ansvarsforflygtigende, direkte uansvarlig og destruktiv:

»Dansk politik har ændret sig voldsomt de sidste fem-seks år. Man kan ikke med mening tale om en midte længere. Hele tanken om rød blok contra blå blok er en anakronisme. Det blev den i Thorning-Schmidts regeringstid, hvor S og R lagde sig til højre for Venstre på en række områder, og Socialdemokraterne i øvrigt har copy-pastet store dele af højrefløjens værdisæt. Brudfladerne findes i dag i partiernes holdning til eksempelvis miljøspørgsmålet og til flygtninge/indvandrere. Og i høj grad mellem dem, der vil tage ansvar, og dem, der ikke vil. Men selv de partier, der kalder sig selv ansvarlige, fører en politik, som er direkte uansvarlig. Den måde, de splitter befolkningen på, er uholdbar. Den populisme, der gennemsyrer retorikken, er uansvarlig over for demokratiet,« siger Anne Sofie Allarp.

Hvor hun tidligere forsøgte at arbejde indefra for at forbedre tingenes tilstand, har hun nu opgivet:

»Jeg er kommet til den konklusion, at partierne er en del af årsagen til demokratiets krise, ikke løsningen. Internationalt hører man oftere og oftere ordet »kaste« brugt om partipolitikerne. Grunden til det ordvalg er, at man opfatter dem som en øvre social klasse, man ikke kan fra-vælge,« siger Anne Sofie Allarp.

Nu sidder hr. og fru Danmark næppe til hverdag og vrider hænder over »demokratiets krise«, men de mærker den som en lede ved og et veldokumenteret tillidstab til det politiske system:

»Man oplever det ved, at to tredjedele kobler fra. Den gruppe oplever politik som »det har intet med mit liv at gøre«. Den sidste tredjedel oplever politik som et strategisk spil. Man lytter ikke længere efter, hvad der bliver sagt. Den demokratiske samtale er blevet et kodesprog,« siger Allarp.

En del af problemet med partierne og politikerne er, at de ikke længere gror ud af folkelige bevægelser:

»I alle partier er magten trukket opad. Mange af dem, vi vælger til at tage ansvar for landet, har ikke den indflydelse, vi tiltror dem, alene fordi de ikke tilhører den absolutte top i partiet. De er reduceret til kommunikatører af partitoppens strømlinede budskaber,« siger Allarp.

2001 og 2011 afgørende valgår

Affolkningen af partierne og centraliseringen af magten har været kilde til hændervriden lige siden 1960erne. Men i Allarps analyse har krisen fået ekstra næring efter to afgørende valg, nemlig i 2001 og 2011. Med Fogh-regeringens tiltrædelse i 2001 skete der en stor ideologisk forandring af Danmark. Efter Foghs værdipolitiske projekt, en slags »af-socialdemokratisering« af samfundet og den generelle højredrejning i Europa efter 11. september-terroren i 2001, lå venstrefløjen rallende tilbage uden fodfæste, mener hun, og desuden betød Fogh-regeringens nye stærke fokus på blokpolitik, at man ikke længere behøvede at tale sig til rette om tingene. Selv en beslutning med så enorme konsekvenser som at gå i krig i Irak i 2003 blev kanøflet igennem af et smalt flertal, påpeger hun.

I 2011 kom Helle Thorning-regeringen til, og den ændrede ligeledes spillereglerne fundamentalt, mener Allarp:

»Før var der en uskreven »regelbog«. Reglerne foreskrev, at de, der sidder i toppen af den politiske pyramide, regerer med en hensyntagen til bunden. Til de forskellige fraktioner i og omkring partiet. I 2011 begyndte en langt mere autokratisk måde at regere på. Vi så det bl.a. i fædrebarslen, der ikke blev til noget. Og afvisningen af Tobin-skat. Når en socialdemokratisk statsminister afviser en europæisk finansskat, så er regelbogen ikke bare kasseret, den ligger og brænder nede i skraldespanden.«

Når partiernes topstyring kritiseres, indvendes det ofte, at en stærk, ensrettet ledelse er nødvendig for at træffe beslutninger. Men det argument køber Anne Sofie Allarp ikke.

»Vi lever på ingen måde i en ekceptionelt svær tid. Man skal passe på, at man ikke underkender vælgernes intelligens. De forstår, at tingene ikke er enkle. De værdsætter, at politikerne lægger deres uvidenhed og usikkerhed ærligt frem. Vi savner samfundsledere, som har nosser til at stille sig op og være ægte. Det er det savn hos vælgerne, som Alternativet og andre nye politiske bevægelser sejler ned ad Bredgade i et firspand af zebraer på.«

De usete og uglesete

Demokratiets krise er ikke noget isoleret dansk fænomen. Det nylige Brexit – det smalle britiske flertal for at forlade EU – vidner om en politisk elite, der ikke tager ansvar for samfundsudviklingen.

»Det er skoleeksemplet på, at de politiske partier er blevet en kraft, der splitter og destabiliserer. David Cameron udskrev den afstemning som en satsning, fordi han gennem 10 år ikke havde kunnet få ro i sit parti. Brexit har i den grad splittet landet: land mod by, region mod region, ung mod gammel, ny mod oprindelig brite. Og helt sigende for folks forventninger til magten, er det, at en tredjedel af dem, der stemte Storbritanien ud af EU, troede, at det ikke ville ske, uanset udfaldet.«

I forbindelse med en europæisk konference for socialdemokrater for seks-syv år siden identificerede Anne Sofie Allarp fire store problemer, som de gamle arbejderpartier kæmpede med – og den analyse er kun blevet mere påtrængende og almengyldig siden, mener hun:

»Partierne er som allerede nævnt ikke længere folkelige bevægelser. For det andet; de er dårlige til at rekruttere. Partierne plukker ikke talent i befolkningen, men i ungdomsorganisationerne. En politikerkarriere begynder, når du er teenager. Jeg kender ingen andre steder, hvor manglende erfaring er vejen til succes. Det betyder, at moderne politikere føler sig i gæld til partiet, når de er blevet valgt, ikke til vælgerne,« siger Anne Sofie Allarp.

Det tredje problem er, at partierne er dårlige til at levere det, de har lovet. Det fjerde problem for demokratiet er, siger Allarp, at politikerne ikke har fået adresseret den bi-effekt ved globaliseringen, der bekymrer »folket« allermest: Migrationen.

»Adresseret på en måde, som peger fremad. Samfundsledelse i dag skal skabe stærke værdifællesskaber, som formår at opsuge nye borgere. De skal bygge samfundsstrukturer, som passer til denne tid. Vi kommer ikke tilbage til et Morten Korchsk samfund. Det Danmark, vi kender, kommer til at forandre sig i det 21. århundrede. Vores ledere skal stå med et landkort helt fremme i bussen; de skal ikke ligge skrigende og sparkende på bagsædet.«

Oprør

Problemet med en demokratisk krise er, at det er svært at se spiselige alternativer. Anne Sofie Allarp peger selv på »nogle vilde ideer«; et moratorium på politiske partier i en periode, ændringer af valgloven, indførsel af et borgerligt ombud. Anything næsten, siger hun:

»Noget må gøres. Politikerne er fuldt bevidste om, hvor stor deres troværdighedskrise er. Så det allermest bekymrende er faktisk, at de ikke selv beskæftiger sig akut med det.«

Uden handling får vi flere paradigmebrydende valgresultater, både vælgere og partier vil indtage mere ekstreme positioner til højre og venstre, den demokratiske samtale vil brutaliseres, og den gode gamle kompromissøgende pragmatik vil hensygne til lejlighedsvise undtagelser.

»Den politiske kaste agerer nu, ligesom kongen gjorde under enevælden. Den er et hegemoni, som man føler sig magtesløs over for. Det kan godt være, at der er hoveder og navne, der skiftes ud, men resultatet er det samme. Og når tingenes tilstand opleves som undertrykkelse, så vil der rejse sig et krav om, at den der hegemon skrider, eller at hele systemet laves om,« siger Anne Sofie Allarp:

»Så kommer der et oprør. Og det kunne være det, vi ser nærme sig over det hele.«

Dette er tredje interview i interviewserien »Brydningstid«. De to første med journalist og historiker Anne Applebaum og antropolog og debattør Dennis Nørmark kan læses her:

 

 

Andre læser også