Togene vil holde stille. Børnehaver og skoler vil blive lukket ned. Operationer på hospitalerne vil blive aflyst.

Sandet er ved rinde ud af timeglasset, og hvis ikke forligsmand Mette Christensen i de kommende dage lykkedes med at vride armene rundt på innovationsminister Sophie Løhde (V), Anders Bondo Christensen, Michael Ziegler og de andre topforhandlere fra staten, regionerne, kommunerne og de faglige organisationer, vil Danmark blive lammet af en historisk storkonflikt, hvor omkring en halv million offentlig ansatte ikke vil møde på arbejde.

Lørdag bliver en skæbnedag, når parterne mødes til forhandling, som du kan læse mere om i artiklen her på bt.dk.

Herunder kan du få overblikket over, hvordan en mulig storkonflikt kan lamme Danmark:

Sådan vil konflikten ramme dig

 

Hospitaler:

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Hvad betyder en eventuel konflikt for danske patienter? Akut syge vil blive behandlet. Det samme gælder kræftpatienter i behandlingsforløb (men ikke nødvendigvis opfølgende kontroller), dialysepatienter og andre patientgrupper, der har brug for livsvigtig og/eller uopsættelig behandling.

Disse områder er undtaget for konflikt:

  • Alle akutmodtagelser samt akut- og traumeafdelinger.
  • Alle kræftafdelinger
  • Alle hæmatologiske afdelinger (blodsygdomme)
  • Hele det pædiatriske område (børn)

Danske Regioner varslede oprindeligt lockout af 70.000 læger, sygeplejersker, sosuer og andre ansatte i de fem danske regioner. Sygehusene er imidlertid forpligtet til at stille med et nødberedskab.

Sygehusenes gennemgang af bemandingen på hospitalsafdelinger og -afsnit i fire ud af fem regioner har imidlertid vist, at der var så få fastansatte på 302 ud af 532 hospitalsafdelinger, at afdelingerne bliver undtaget for lockout for at kunne stille et nødberedskab.

Nødberedskabet på danske hospitaler svarer altså på mange afdelinger til bemandingen i daglig, almindelig drift. Den kendsgerning er sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) kaldt i samråd om.

Praktiserende læger:

Foto: Mikkel Møller Jørgensen
Vis mere

Din praktiserende læge er ikke omfattet af konflikten, da praktiserende læger er selvstændigt erhvervsdrivende, som har en overenskomst med regionerne.

Din læge samarbejder imidlertid med hospitalerne om for eksempel prøvesvar på blodprøver, så prøvesvar kan blive forsinkede/udskudt. Akutte prøver vil blive undersøgt. Praktiserende speciallæger, fysioterapeuter, kiropraktorer, fodterapeuter, psykologer og tandlæger er heller ikke omfattet af konflikt. Heller ikke lægevagten/1813 bliver påvirker af en eventuel konflikt.

Politiet:

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Politifolk er tjenestemandsansatte, og derfor kan de ikke blive udtaget til strejke eller lockoutes.

Men administrative funktioner, som varetages af for eksempel HK’ere, vil blive ramt. Det gælder for eksempel ATK-operatører, så politiets fotovogne vil altså blive taget ud af drift under en eventuel konflikt. Politiets HK-medlemmer, der betjener 114-telefonerne, bliver også påvirket. Også administrativt personale hos anklagemyndigheden bliver ramt, hvilket vil betyde forsinkelser i retssystemet.

Kommunal borgerservice:

Bryder konflikten ud, vil det lamme store dele af den borgervendte service i kommunerne. Det vil for eksempel ramme udstedelse af pas og kørekort, lægevalg og registrering af flytninger.

Også biblioteker vil blive ramt af en konflikten. Det gælder også kommunale tandklinikker, jobcentre og administrationen i kommunerne.

Folkekirken:

Foto: Sonny Munk Carlsen
Vis mere

I Helsingør Stift, som strækker sig over hele Nordsjælland og ned omkring Københavns Stift til Ishøj, er 44 ud af 62 overenskomstansatte præster udtaget til strejke. Det kan betyde, at konfirmationer, begravelser, gudstjenester og andre kirkelige handlinger udskydes og/eller aflyses.

Dag- og fritidsinstitutioner:

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

I tilfælde af en storkonflikt vil godt 32.000 pædagoger blive lockoutet og alle kommunale daginstitutioner vil blive lukket ned. Det samme gælder for fritidstilbud i form af SFO’er og ungdomsklubber.

Private daginstitutioner vil ikke blive ramt af lockouten, og der kan være daginstitutioner, som har ufaglærte ansat, der heller ikke vil blive lockoutet. BUPL oplyser imidlertid, at det formentlig ikke vil betyde, at man holder daginstitutioner åbne. Ved strejke har BUPL udtaget 5.200 pædagoger fordelt på 10 kommuner til strejke.

Folkeskoler:

Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

Danmarks Lærerforening oplyser, at 35.000 lærere landet over vil blive ramt af lockout, hvis konflikten bryder ud. Det vil sige, at samtlige folkeskoler vil blive lukket ned, og der vil som udgangspunkt ikke være nogen undervisning. Konflikten vil ifølge Danmarks Private Skoler også få indflydelse på stort set alle landets privatskoler med enkelte undtagelser.

Offentlig transport:

Foto: Andreas Beck (arkiv).
Vis mere

Hvis parterne ikke når til enighed, kan stort set al togtrafik ifølge Banedanmark blive indstillet i Danmark – både fjern-, regional-, gods- og S-tog. Der kan være enkelte privatejede jernbaner, der fortsat vil køre, men konflikten vil som udgangspunkt lamme togtrafikken i hele landet. Banedanmark oplyser, at man med så kraftig reduceret bemanding til rådighed har vurderet, at ikke vil være nogen form for robusthed til at kunne kompensere for eventuelle sygemeldinger. Bemandingen vil derfor være for skrøbelig, hvorfor jernbanetrafikken vil blive indstillet.

Metroen i København vil køre som normalt, da Metro Service ikke er omfattet konfliktvarsel. Det samme gælder for busdriften rundt om i landet samt Letbanen i Aarhus.

Flytrafikken:

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Kastrup Lufthavn vil som udgangspunkt ikke blive ramt direkte af en potentiel storkonflikt, da der er tale om en privatejet virksomhed, men det kan blive problematisk at komme til og fra lufthavnen, da store dele af den offentlige transport vil blive ramt.

Hos NaviAir, der beskæftiger landets flyveledere, ved man endnu heller ikke, hvad en potentiel storkonflikt vil få af konsekvenser. Kommunikationsdirektør, Bo Pedersen, fortæller, at man først vil kende det præcise omfang to dage før, konflikten bryder ud. Samtidig fortæller han, at de mulige konsekvenser desuden afhænger af de ansattes vagtplaner, hvorfor man heller ikke har det præcise overblik endnu. Ifølge Bo Pedersen vil man forsøge at gøre, hvad man kan for, at det hele kommer til at glide så problemfrit som muligt og oplyser, at man vil kunne holde sig opdateret om konfliktens potentielle indflydelse på flytrafikken på NaviAirs hjemmeside.

Færger:

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Molslinjens kommunikationschef, Jesper Maack, oplyser, at en storkonflikt ikke vil få nogen betydning for deres færger:

»Vi er et kommercielt foretagende, så i tilfælde af en storkonflikt sejler vi videre.«

Han tilføjer, at Molslinjens busruter ligeledes vil fortsætte med at køre, og man ser på mulighederne for at indsætte ekstra busser, hvis det skulle blive nødvendigt.

Storebælt:

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Skal du over Storebælt, mens en eventuel storkonflikt finder sted, så skal du ikke være nervøs. Broerne er ikke omfattet af en lockout, og der vil være fri passage.