Den tidligere Se og Hør-chefredaktør Henrik Qvortrup erkender, at han var med til at forhandle honorarer med den såkaldte tys tys-kilde.

Henrik Qvortrup blev torsdag morgen anholdt og sigtet for sin rolle i sagen om ugebladets misbrug af personfølsomme oplysninger om kongelige og kendte. Det samme gjorde tidligere chefredaktør Kim Henningsen.

Nu erkender Qvortrup også, at han selv var manden bag forhandlingerne med den såkaldte tys-tys-kilde.

- Som jeg husker det, bliver kilden præsenteret for mig af en journalist. Han havner i hvert fald inde på mit kontor. Jeg tror, det var fordi, at det var en kilde, der kunne fortælle noget om, hvor de kendte befandt sig. Og den slags betalte vi for. Og det var mig, der afgjorde, hvordan folk skulle honoreres. Og så skulle vi ligesom finde ud af, hvordan han skulle aflønnes for det, siger Henrik Qvortrup i et interview til Politiken.

Dette står i skærende kontrast til det, Henrik Qvortrup tidligere har sagt. Da han første gang blev konfronteret med sagen i slutningen af april, hævdede han, at han ingen kendskab havde til kilden. Dernæst hed det, at han 'ikke kunne udelukke ulovligheder'.

Og nu erkender han således, at han var manden, der forhandlede honorarer med kreditkort-kilden.

Ifølge BTs oplysninger fandt mødet med kreditkortkilden - i dag identificeret som en 45-årig it-specialist med tilknytning til IBM - sted på Henrik Qvortrups kontor i sommeren 2008. Og Qvortrup var - modsat hvad han siger - klar over, at brugen af kilden var ulovlig.

- Jeg har altid haft stor respekt for Henrik Qvortrup, men hvis han ikke tager det her som en mand og tager ansvar for sine handlinger, så mister jeg alt for ham. Hvis han begynder at forsøge at sende lorten videre ned til de menige journalister, så har han ikke samme rygrad, som jeg troede, han havde, siger tidligere Se og Hør-journalist Ken B Rasmussen til BT.

Han er forfatter til bogen 'Livet, det forbandede', der blev startskuddet til Se og Hør-skandalen og arbejdede i fem år på ugebladet - og var en af de to journalister, der havde tæt kontakt til kreditkortkilden.

- Jeg var ikke med til det møde, men hør nu her: Selvfølgelig vidste Qvortrup, at det var ulovligt. Det står sort på hvidt i den mail, som jeg sendte til ham, og som er blevet offentliggjort i BT. Qvortrup er en meget klog mand, og han vidste udmærket, hvad der foregik. Han udbetaler da ikke 10.000 kroner sort hver måned uden at vide, hvad der foregår, siger Ken B Rasmussen.