Hvem savner denne nuttede indbrudstyv?

Det spørgsmål vil Fyns Politi gerne have svar på efter en noget usædvanlig indbrudssag. Politiet i Nyborg blev således kaldt ud til et hus på Sentvedvej i Ørbæk nær Nyborg tidligere på ugen. Beboeren havde hørt larm fra skuret og frygtede, at der var ubudne gæster.

Det var der også - men dog en ganske anden end hvad både beboer og politi havde forventet.

Det var nemlig en lille - og ret så nuser - vaskebjørn, der puslede rundt ved skuret. Og selvom det lille pattedyr fra tegnefilm som 'Bjørne Brødre 2' er kendt som 'tyvagtig', havde denne lille fyr ikke haft lange fingre - den var blot faret vild.

Derfor er den lille hårbold nu blevet indkvarteret på Odense Dyrehospital, og politiet vil gerne i kontakt med ejeren af vaskebjørnen, så den snarest kan komme hjem igen. Vaskebjørne lever ikke frit i Danmark, så et sted i landet er der altså én, der mangler sin vaskebjørn.

Bt.dk talte onsdag eftermiddag med personalet på Odense Dyrehospital. Der er endnu ingen, der har henvendt sig i 'bjørne-sagen'. Personalet tilføjer, at det lille væsen efter omstændighederne har det godt, men at den savner sin ejer og sine vante rammer.