Peter Ingemann er ikke flov over at vise sit eksamensbevis frem, og han mener, at unge mennesker har brug for 'gamle røvhuller' som ham selv, der kan sige, at 12-taller ikke er alt.

Foreningen 'Skole og Forældre' står bag initiativet #VisDitEksamensbevis, hvor forældre opfordres til at dele deres eksamensbevis på de sociale medier. Skuespiller Peter Mygind bidrog med sit eksamensbevis for et par dage siden, og nu melder Peter Ingemann sig også ind i kampen mod 12-taller og præstationsangst:

»Ærligt talt, så var jeg for doven og fuld halvdelen af gymnasietiden. Men jeg er stolt over mit eksamensbevis, for jeg har turde begå fejl både dengang og i dag. Og jeg tror på, at det er det, der har fået mig derhen, hvor jeg er i dag. Man opfinder ikke det nye Lego- eller Mærsk-imperium ved at være bange for at begå fejl,« siger Peter Ingemann, der forlod gymnasiet i 1993 med et snit på 8,2 på den gamle skala.

I gymnasiet havde Ingemann engelsk som et hovedfag, men i dag er han især kendt for fraser som 'Just like a rainworm' og 'it's like stangtennis on ice' i programmet 'Størst'. De sproglige fejl er blevet noget af det, danskerne elsker Ingemann for, men trods det kæmper han stadig med at overbevise sine døtre om, at det er okay at fejle:

»Mine døtre er ikke hoppet af karakterræset, men det er også svært, når det er det eneste, alle snakker om i skolen. Men jeg prøver at fortælle dem, at livet ikke kun er 12-taller. Nogle gange skal man ryge en Cecil og drikke en bajer, bare fordi.«

Ingemann vil især sprede budskabet om, hverken samfundet eller de unge får noget ud af at blive presset til at være voksne, før de selv er klar.

»Nogle gange har et gammelt røvhul som mig reelle visdomsord, som jeg håber, de unge vil tage til sig,« afslutter ingemann.

Initiativet til #VisDitEksamensbevis kommer efter, at uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) har udtalt, at han vil se på, om der bliver uddelt for mange 12-taller, da hver sjette bestående karakter er et 12-tal.