- Vi prøver at hjælpe kunderne så godt vi kan, siger salgschefen i Silvan i Valby. Men det er svært, for alt hvad der kan bruges til at pumpe vand ud af kælderrum er forlængst revet væk fra hylderne.

- Da jeg kom i morges for at åbne butikken, var der fire meget lange køer foran indgangen. Så væltede folk ellers bare ind og rev alverdens produkter ned i indkøbsvognene, som kunne bruges til at pumpe vand op, siger salgschefen i byggemarkedet Silvan i Valby, Dan Petersen, som opsummerer situationen med ordene:

- Det var helt vildt. Helt absurd...

Og netop sådan var der vist mange sjællændere der havde det i dag, dagen derpå, efter lørdagens serie af skybrud, der bliver betegnet som de værste regnskyl i hovedstaden de sidste 30 år. Falck har modtaget tusindvis af opkald fra desperate husejere, der beder om hjælp til at klare vandmasserne, og søndag var centrale motorveje og dele af den offentlige transport i København fortsat lammet på grund af oversvømmelser.

Ifølge Dan Petersen fra Silvan er det primært affugtere og såkaldte dykpumper, som kunderen har været ude efter. Alt var udsolgt efter 20 minutter, og resten af dagen har der været en lind strøm af kunder, der måtte forlade butikken og vende hjem til kælderbassinerne med tomme hænder.

Nogle har været så desperate, at de har købt tæpperensere, træpaller, savsmuld og andre alternative remedier til at få tørlagt kælderlokalerne, forklarer Dan Petersen.

B.T. mødte en Silvan-kunde, der måtte gå fra butikken med uforrettet sag.

- Det var et forsøg værd. Jeg passer min brors hus, mens han er ude at rejse. Der står 30 cm vand i kælderen, og jeg bliver jo nødt til at gøre noget, sukker han.

Han tager nu tilbage til broderens hus for at redde, hvad der reddes kan fra kælderen, som fortsat er fuld af vand.