Efter at have været på himmelflugt i flere år, har boligpriserne taget sig en let opbremsning her i efteråret.

For første gang i tre år bød september måned på et prisfald på landsplan, viser nye tal fra Boligsidens Markedsindeks.

I gennemsnit faldt priserne på villaer og rækkehuse således med 0,2 procent fra august til september.

I tre af landets regioner - Hovedstaden, Nordjylland og Syddanmark - faldt priserne i perioden. I Region Sjælland var huspriserne uændrede, mens Region Midtjylland som den eneste region oplevede en lille stigning på 0,2 procent.

Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden, kalder det et »sundhedstegn« at markedet regulerer sig selv, og hun mener, at priserne er på vej tilbage til et mere normalt niveau oven på en periode med meget høj efterspørgsel på boliger.

»Man skal være varsom med at drage de helt store konklusioner, da det kun er en enkelt måned. Men markedet flader lidt ud, og det kan godt være et udtryk for, at der har været en enorm efterspørgsel, som er blevet dækket i de seneste år. Og priserne har efterhånden tilpasset sig det lave renteniveau,« siger Birgit Daetz.

Især i Region Sjælland har der været fuld fart på boligpriserne i de seneste år. Det har blandt andet været en konsekvens af, at mange førstegangskøbere har søgt ud ud i omegnskommunerne på grund af skyhøje priser centralt i København.

»Folk har søgt ud på hele Sjælland for at finde et hus, der passer bedre til deres økonomi. Det har ført til prisstigninger på huse på hele Sjælland i løbet af 2017, men den udvikling er nu bremset,« siger Birgit Daetz.

Prisfald i vækstkommuner

For at lægge en dæmper på en potentiel prisboble i landets såkaldte vækstkommuner - dvs. København, Aarhus og omegnskommunerne - er regeringen på vej med stramninger i form af strengere krav til låntagere. Ser man på de pågældende kommuner, har huspriserne dog taget et fald i 11 ud af 18 kommuner fra august til september. Eksempelvis er priserne i Lyngby-Taarbæk Kommune faldet med 3,7 procent på en måned - og hele 7,2 procent på et år.

»Det har jo noget at gøre med udbud og efterspørgsel. Det kan være en indikator for, at prisernes himmelflugt ikke fortsætter i en uendelighed. Og det viser, at man hele tiden skal være realistisk med prissætning,« siger Mads Ellegaard, der er relationschef hos ejendomsmæglerkæden Home.

Kigger man på priserne for ejerlejligheder i hovedstadsområdet, har pilen dog stadig en klar retning opad.

Samlet set er priserne steget med 11,4 procent over det seneste år. En gennemsnitlig ejerlejlighed på 85 kvadratmeter koster nu i omegnen af 3.375.000 kroner.