Den verdensberømte restaurants direktør, Peter Kreiner, fortæller, at restauranten normalt har meget høje standarder

- Vi er utrolig, utrolig kede af det, der er sket. Og her tænker vi selvfølgelig primært på de berørte gæster, siger Peter Kreiner til bt.dk. 

Han fortæller, at restauranten i fortiden kun har fået glade smiley's i kontrolrapporter, og at deres standard mht. håndtering af mad og hygiejne normalt er meget høj. 

- Sådan noget her må bare ikke ske, men det kan jeg jo desværre konstatere, at det er i dette tilfælde, siger han. 



Fredag kom det ud, at 63 personer, der i februar havde spist på restaurant Noma i København, var blevet ramt af opkast og diaré, det såkaldte Roskilde-syge. Smitten kom sandsynligvis fra en medarbejder i køkkenet, men alligevel gik der flere dage, før restauranten kontaktede Fødevarestyrelsen. Det skal man, når man har mistanke om, at ens fødevarer kan have en sundhedsskadelig virkning på mennesker. 

- Der var en medarbejder, der fredag d. 15 februar sendte en mail om mulig sygdom til restauranten. Den blev læst af en engelsktalende medarbejder, der sendte den videre til rette person. Men den person læste den desværre ikke før om mandagen på grund af weekend, hvorefter vi tager kontakt til Fødevarestyrelsen, forklarer Peter Kreiner. 

Udover fødevarerne fik Noma af Fødevarekontrollen også et påbud på grund af håndvasken i køkkenet. Der var nemlig kun koldt vand i hanen. Efter besøget fra Fødevarestyrelsen tilkaldte restauranten, ifølge rapporten, en VVS-mand.

Bedste restaurant
Restaurant Noma er blevet kåret som årets bedste restaurant i 2010, 2011 og 2012. Chefkokken, René Redzepi kom i 2012 på Time Magazines liste over de 100 mest indflydelsesrige personer i verden.

- Hvad vil I gøre for at undgå at den slags sker igen?

- Vi indfører, at mails skal sendes til flere personer for at undgå lignende tilfælde. 

I er kåret som verdens bedste restaurant flere gange. Hvad tænker I om, at episoden muligvis kan få konsekvenser for næste års uddeling af Michelin-stjerner og jeres gæster?

- Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke har tænkt over Michelin-stjerner og den slags i den her sag. Her er det først og fremmest gæsterne, vi tænker på. Det er klart, at det kan have en påvirkning gæstemæssigt, og det er klart noget, vi skal forholde os til, siger Peter Kreiner. 

Kendiskokken Claus Meyer, der er medejer af restaurant Noma, har ikke ønsket at udtale sig til BT.