Lyt til artiklen

Flere unavngivne kilder fortæller søndag til DR, at gerningsmanden bag sidste weekends terrorangreb Omar El-Hussein dagen inden attentatet befandt sig i den radikale moske Masjid Al-Faruq på Nørrebro, hvor imam Hajj Saaed opfordrede til krig mod jøder og fordømte 'vantro civilisationer'.

Læs også:

Mellemøst-ekspert og folktingskandidat for Det Konservative Folkeparti, Naser Khader, er ikke overrasket over forbindelsen mellem Omar El-Hussein og moskeen Masjid Al-Faruq. Han opfordrer derfor til, at justitsministeriet med politiets hjælp nu undersøger sagen til bunds.

»Moskeen er tilhænger af Hizb ut-Tharir, og de har ytret ekstremistiske holdninger i mange år. Jeg har hørt fra flere i miljøet, at imam Hajj Saaed kendte Omar El-Hussein,« siger han og fortsætter:

»Både politiet og justitsministeriet bør undersøge sammenhængen mellem prædiken, gerningsmandens tilstedeværelse i moskeen og hans terrorhandlinger dagen efter. Hvis der er en klar forbindelse, bør moskeen lukkes omgående. Det er smukt, at vi har religionsfrihed i Danmark, men der må være en grænse. Det er ikke i orden at opfordre til vold og had.«

Bt.dk har søndag aften talt med Hizb ut-Tahrirs talsmand, Junes Kock. Hizb ut-Tahrir arbejder for en forening af alle muslimer under et islamisk styre og fjernelse af al vestlig indflydelse i den islamiske verden. Junes Kock har dog svært ved at se koblingen mellem Hizb ut-Tahrir og moskeen.

Læs også:

»Vi benytter moskeens lokaler en gang imellem, men det gør mig ikke til ekspert i, hvem der kommer eller ikke kommer deroppe,« siger han og ønsker ikke at kommentere sagen yderligere.

Dagen efter prædiken begik Omar El-Hussein to attentater mod henholdsvis Krudttønden på Østerbro og mod en synagoge i Krystalgade i København. Her skød og dræbte han i alt to personer, mens han sårede fem politimænd. Gerningsmanden blev selv skudt og dræbt på Svanevej på Nørrebro tidlig søndag morgen.