Den 15 måneder gamle Tobias fra Øster Højst, der døde efter slag mod krop og hoved mandag, var en rigtig 'Fars dreng'. Det siger en nær veninde til Tobias' biologiske far til bt.dk.

Simone, der er en meget tæt veninde til Tobias' biologiske far Jan, har mange gange passet Tobias, og var tæt på den lille familie dengang faren Jan og den nu sigtede mor, MNT, boede sammen.

Hun beskriver, at Tobias var en elskelig lille dreng, der især var helt syg med sin far.

- Så snart Jan kom hjem, så styrede Tobias lige imod sin far, og så var der ikke nogen der kunne tage Tobias fra ham, siger den 20-årige Simone, der har været en af farens store støtter i de hårde dage efter det tragiske dødsfald.

Læs også: 13-årig dreng dræbt i skænderi om en pige

Moderen MNT, 21, og hendes nye kæreste, den 29-årige RW, sidder nu varetægtfængslet for dødsfaldet. De er begge anklaget for at have begået så grov vold mod den kun 15 måneder gamle dreng, at han døde af kraniebrud og hjerneødemer.

Simone, der til dagligt læser til sygeplejerske, passede ved adskillige lejligheder den lille Tobias. Og da Jan og moderen MNT stadig var sammen, kom hun i deres hjem tre til fire gange om ugen.

Læs også: Moderen bliver væk fra Tobias' begravelse

- Han var sådan en god dreng og virkelig tillidsfuld over for de mennesker der omgav ham - jeg er så taknemmelig for, at jeg fik lov til at være en del af hans liv, siger Simone med gråd i stemmen.

Simone understreger igen, at Tobias virkelig var glad for sin far.

Veninden havde taget den lille Tobias med til en fodboldkamp med det U13-hold, som faren Jan trænede. Simone måtte holde et meget vågent øje med den lille mand, så han ikke kravlede over til sin far.

Faren Jan prøvede at få forældremyndigheden over sin lille søn. Mandag, hvor Tobias døde, skulle Jan have været i retten for at få lille Tobias hjem til sig selv. Det var desværre for sent.

- Det er så frygteligt, at man ikke kan beskrive det, jeg savner Tobias så meget, siger farens veninde Simone til bt.dk.