I snart en uge har hun skuet ud over vandet fra sin sten på Åbyskov strand ved Svendborg. Men endnu har ingen meldt sig på banen som ophavsmand til havfruen, der ser ud til at være nært beslægtet med sin berømte artsfælle på Langelinie i København.

Mystikken har bredt sig i lokalsamfundet i Svendborg og den lille naboby Åbyskov. Hvem står bag og hvorfor?

Endnu svæver svarene i luften, for ingen har tilsyneladende lyst til at melde sig som fadder til det nye medlem af havfrue familien.

Rygterne har svirret om, at det må være en lokal kunstner der står bag, men i følge Fyns Amts Avise har ingen af kunstnerne i Svendborg og omegn vedkendt sig havfruen.

Flere vidner skulle angiveligt have set en lokal mand, der er kendt for sin kreative evner, være særdeles interesseret i den sten havfruen sidder på. Manden er kendt for at være en ørn til at arbejde i beton, og derfor mener flere, at det må være ham der har kreeret havfruen.

Men selvom mistanken altså særligt kredser om den kreative betonarbejder, er avisen to gange blevet afvist af mandens kone, der begge gange har svaret, at parret desværre ikke kan hjælpe med opklaringen af havfrue-sagen.

Har du oplysninger i havfrue mysteriet? Tip Bt.dk på 1929@bt.dk