Man må ikke bande. Men nogle gange, så påkræver situationen det alligevel.
Og gu’ fanden var Johnni Poul Hertz nervøs, da han tog ordet foran sine arbejdskammerater for et par år siden. Birns Jernstøberi er en typisk mandearbejdsplads.
Kedeldragterne er blå, humoren er rå.
Sådan er det i dag, og sådan var det også, dengang Johnni stadig arbejdede på støberiet - og inden hans lunger tvang ham til at sige definitivt farvel til arbejdsmarkedet sidste år.
Men det, der skulle siges, det skulle ud.
»Jeg var lykkelig. Jeg gad ikke skjule det, og der skulle ikke opstå rygter. Så jeg fortalte dem, hvordan det hang sammen,« fortæller Johnni Hertz.
Han var blevet forelsket. Han skulle giftes. De udkårne kom fra Filippinerne - og så var hun en mand. Eller rettere en ladyboy. En mand, der lever som kvinde.
»De tog det faktisk meget pænt,« erindrer Johnni.
»Der var naturligvis et par fjollede kommentarer. Men de fleste anerkendte det bare. Men det, jeg bedst husker, var, at der var en kollega, der kørte på motorcykel og var med i en klub, hvor man kører motorcykel, som sagde til mig, at det var modigt, og at han ikke selv havde turdet gøre det.«
Under kjolen
Biologisk set er Chari en mand. Brysterne er lavet af en kirurg, og under sommerkjolen er hun fysisk en mand.
Men inde i hovedet er hun en kvinde.
»Og i hjertet,« siger hun og peger på brystet.
Hun har juridisk skiftet køn. Det tog seks måneders ventetid, men nu bliver hun i juridisk forstand betragtet som den kvinde, hun føler sig som.
Og sidste weekend fik hendes feminine selvtillid endnu et skud saltvand, da hun blev kåret som årets Miss Gay - der er en skønhedskonkurrence for transkønnede filippinere i Danmark.
SE ALLE BILLEDERNE AF PARRET HER : GALLERI: Johnni Poul og Chari
»Det har altid været min store drøm at blive beauty queen (skønhedsdronning red.),« fortæller Chari.
Mens det i Danmark ofte bliver betragtet som næsten sexistisk at kåre den smukkeste kvinde, så er skønhedskonkurrencer på Filippinerne et stort hit.
De findes i hver en by - og de findes for både mænd, kvinder og transkønnede. De største konkurrencer bliver vist på tv, hvor de trækker millioner af seere, og hvor deltagerne skal danse, synge og vise, at de kan klæde sig ordentligt på.
»Jeg har vidst, siden jeg var 13 år, at jeg var en kvinde. At jeg følte mig som en kvinde. Det er der ikke noget unormalt i i Filippinerne,« fortæller hun.
De har accepteret det
På køkkenbordet i hjemmet i Skave ligger et diadem og et diplom som det synlige bevis på, at Chari blev årets vinder af Miss Gay, og at Johnni Poul Hertz’ kone er den smukkeste mand.
»Man kan godt sige, at jeg er gift med den flotteste mand,« griner han.
På væggen hænger der et billede af Johnni, der omfavner Chari, der er iført sort bikini. Billedet er taget på en af de mange ture til Filippinerne.
På en anden væg hænger der billeder af Johnnis børn. De to døtre er begge iført studenterhuer. Sønnens billede er fra hans bryllup.
»De har accepteret det uden problemer,« fortæller Johnni Poul Hertz.
»Det samme har min mor, og resten af min familie. De har sagt, at hvis det gør mig glad, så er det sådan, det er. De har mødt Chari, og de har taget godt imod hende.«
Chari smiler.
»Familien betyder meget i Filippinerne. Derfor er jeg også glad for, at de alle har accepteret mig, og jeg har et godt forhold til Johnnis børn.«
Jeg er, hvad jeg er
Det er ved at være fem år siden, at Johnni og Chari mødte hinanden på internettet. De skrev sammen, og samtalerne blev længere og længere.
»Jeg var gift på det tidspunkt,« fortæller Johnni.
Men ægteskabet var reelt set forbi, og jo længere og dybere samtalerne blev via computeren, jo mere blev han klar over, at han ikke kunne fornægte forelskelsen.
»Jeg er, hvad jeg er. Jeg går ikke så meget op i betegnelserne. Men det er nok biseksuel,« fortæller han.
Han tog til Filippinerne og mødtes med Chari.
Da han kom hjem, blev han skilt.
Og så tog han af sted igen.
Og igen.
Siden kom Cahri til Danmark af flere omgange på turistvisum.
Nu er parret bosat i et lille hus i Skave.
Den første sagde nej
Selv om de bor i det Vestjylland, som i visse dele af landet hånligt går under betegnelsen det mørke Jylland eller bibelbæltet, så har de ikke mødt modstand mod deres kærlighed.
»Vi er blevet taget godt imod alle steder.«
»Jeg kan ikke huske, at der er nogen, der har taget afstand fra os,« siger Johnni.
Den første præst, som de spurgte, om han ville vie dem, sagde godt nok nej. Det var mod hans overbevisning.
»Men han henviste os til en anden præst, som han mente, der gerne ville, og så blev vi gift i Måbjerg Kirke,« fortæller Johnni.
Det var i marts 2013.
»Præsten sagde, at vi nok var det første par som os, der var blevet gift i Vestjylland. Om det passer ved jeg ikke,« griner Johnni.
Faktisk var det anden gang, at parret blev gift. Første gang var i Filippinerne, hvor den katolske kirke dog ikke anerkender den type ægteskaber.
Men han elsker mig
Johnni håber, at han kan få førtidspension.
Hans lungekapacitet er stærkt nedsat på grund af over 30 års arbejde i støberibranchen og alt for mange cigaretter.
Han fortæller, at det er hans kone, der fik ham til droppe først smøgerne og siden sendt ham til undersøgelse på sygehuset for at få tjekket sine lunger og den deraf følgende diagnose KOL.
»Selvfølgelig er det generende. Der er mange ting, jeg ikke kan længere. Men jeg gider ikke gå og ærgre mig. Livet er for kort til at være bitter eller sur.«
For tiden bliver han sendt i arbejdsprøvning, selv om han mener, det er nyttesløst.
Vil arbejde på plejehjem
Chari går på teknisk skole, hvor hun tager en uddannelse som serviceassistent.
Et par aftner om ugen går hun på sprogskole.
»Jeg vil rigtig gerne kunne tale og skrive dansk,« fortæller hun.
Det går fremad.
Men når de danske gloser ikke slår til, slår hun over i engelsk. Og når hun savner at høre og tale sit hjemlands toner, så behøver hun ikke gå langt.
Inden for tre minutters gang fra boligen bor der to andre med filippinsk baggrund.
»Jeg vil gerne arbejde på et plejehjem eller i en børnehave. Jeg kan godt lide at passe på andre,« siger hun.
»Min læge siger, at jeg ikke kommer til at arbejde igen. Men sådan er systemet. Det kan virke fjollet, men jeg gider ikke bekymre mig om det. Det bliver man kun i dårligt humør af.«
Chari kigger på sin mand.
Han er 20 år ældre end hende.
Han har dårligt helbred.
»Men han elsker mig. Og jeg siger altid: »Bare slap af og forsøg at nyde livet.« Det er det, som det hele går ud på. Det kan ikke betale sig at være sur.«
