Lars Lüneborg fra Nakskov gennemlever i øjeblikket det, der er enhver forælders mareridt. For snart en uge siden mistede han på tragisk vis sine to børn, en god ven og vennens to børn, da en voldsom brand brød ud i hans hus i Nakskov.

Lars Lüneborg og hans ven Thomas Sørensen stod udenfor og røg, da de opdagede, at huset brændte. Mens Lars Lüneborg forsøgte at skaffe hjælp, kæmpede Thomas Sørensen for at få deres børn ud af det brændende hus. Men forgæves. Både Thomas Sørensen og de fire børn mistede livet i flammerne.

Lars Lüneborg pådrog sig også brandskader og har siden den tragiske ulykke været indlagt til behandling. Nu er der for første gang nyt om hans tilstand.

LÆS OGSÅ

LÆS OGSÅ

I et Facebook-opslag i indsamlingsgruppen 'Indsamling til de efterladte efter den tragiske brand i Nakskov' skriver Lars' storebror Leif Bramsing, at han og en lille gruppe af den nærmeste familie og venner er i daglig kontakt med Lars og støtter på ham bedst muligt i denne svære tid.

De deler hans sorg og frustrationer over den forfærdelige ulykke og sender samtidig masser af tanker til familier, venner og bekendte, der også har mistet en, de havde kær i tragedien.

»Jeg beder jer inderligt om, at modtage mine dybeste kondolencer. I skal alle vide, at jeg deler jeres sorg og I er allesammen i mine tanker hele tiden. Mange har spurgt til Lars og hans ve og vel og i stedet for at svare hver enkelt får I alle en status her,« skriver broderen.

»Lars er i dyb sorg over tabet af begge sine børn, hans bedste ven og 2 af hans børn. Han er i gode hænder og der bliver passet på ham døgnet rundt. Jeg tror fredag, d. 30. stadig står som en ond drøm for Lars, og han får lov at bearbejde hele indtrykket, skyldfølelsen og sorgen i rolige og trygge omgivelser, med de nærmeste om ham. Han tænker meget på alle der har mistet en i denne tragedie,« fortsætter han i opslaget, som flere har kommenteret med et hjerte for at vise deres medfølelse.

Huset, hvor fire børn og en voksen mand fredag aften mistede livet i en voldsom brand.
Huset, hvor fire børn og en voksen mand fredag aften mistede livet i en voldsom brand. Foto: Claus Hansen / Folketidende
Vis mere

Siden tragedien fandt sted for næsten en uge siden, har hele danmark samlet ind til de efterladte. Det har resulteret i over 100.000 tusinde kroner og masser af mad, tøj og møbler.

Familien er rørt over at se, hvor mange der står klar med en hjælpende hånd i denne svære tid.

»Vi har fortalt Lars om denne indsamling og om alle de andre ting, der sker, samt hvordan det virker som om, at det ikke kun er en by, men en hel nation der har samlet sig omkring denne tragedie. Lars er dybt rørt og jeg skulle hilse jer alle (ingen nævnt, ingen glemt) og give jer det dybeste og inderliste; Tak,« skriver Lars Lüneborgs storebror Leif Bramsing i sit Facebook-opslag.

BT har været i kontakt med Leif Bramsing. Han har ikke flere kommentarer, end det der står i Facebook-opslaget på nuværende tidspunkt.