Dynekongen er blevet møbelkonge og kigger igen på at udvide forretningen. Han køber nu den store danske møbelvirksomhed Actona.

Lars Larsen har været på møbelindkøb, og han udvider nu forretningen med tilføjelsen af et af Nordeuropas største møbelvirksomheder, Actona Company A/S. Vestjyske Actona, som har hovedkontor i Tvis ved Holstebro, producerer møbler til detailhandlen i over 90 lande og omsætter for 1,1 milliarder kroner.

»Actona er en sund virksomhed med gode værdier, en meget kompetens ledelse og en stærk organisation. Samtidig ligger virksomhedens forretning inden for et område, som vi i Lars Larsen Group ved noget om, så jeg er meget glad for, at vi har fået en aftale i stand,« siger Lars Larsen i en pressemeddelelse.

Actona startede i 1981 og er stiftet af Orla Dahl Jepsen, der døde i 2014. Actona har 1.200 medarbejdere på verdensplan. Medarbejderne er både på hovedkvarteret i Vestjylland og på møbelfabrikker i Kina og Ukraine. Den administrerende direktør i Actona Torben Villadsen mener, at overtagelsen vil gavne firmaet.

»Jeg er overbevist om, at det nye ejerskab kun vil styrke Actona. Vi får en ejer, der har et langsigtet perspektiv og vil virksomheden det bedste, og vi kan nu fortsætte det gode samarbejde, som vi altid har haft med kunder og samarbejdspartnere,« siger Torben Villadsen.

Lars Larsen har de senere år købt ind i møbelbranchen, hvor han i 2013 købte Ilva og Idémøbler. Jysk købte desuden den internetbaserede møbelvirksomhed Bolia.com i 2005. Den samlede omsætning i Lars Larsen Group er med købet af Actona oppe på 24,5 milliarder kroner.