Forfatterinden Louise Østergaard er mandag blev fristillet fra sit job som lærer. Det bekræfter hun over for TV2/Nord.

Louise Østergaard har netop udgivet bogen 'Ord', hvor hun fortæller sin version af affæren, hun havde med digterstjernen Yahya Hassan, da hun var hans kontaktperson.

Yahya Hassan, der sidste år debuterede som forfatter med digtsamlingen 'Yahya Hassan' og siden er strøget til tops og har stor succes, omtaler også affæren med Louise Østergaard i et af sine digte. Louise Østergaards roman er ifølge forfatteren selv fiktion, men omtaler et lignende forhold. Da affæren stod på, var han 16, mens hun var 38. Da var Louise Østergaard kontaktperson for Yahya Hassan, der kommer fra en socialt belastet familie.

Relationen mellem de to udviklede sig til et kærlighedsforhold, som endte med, at Louise Østergaard blev skilt fra sin mand efter affæren, og hun må nu også vinke farvel til sit arbejde på baggrund af den store eksponering, de to udgivelser har givet hende. TV2/Nord erfarer således, at begrundelse for fritstillingen blandt andet er, 'at man ikke i et lille samfund kan leve med den voldsomme offentlige interesse, der er fulgt i kølvandet på begge bøger.'

Til b.dk fortæller redaktionschef Louise Vind fra People's Press, hvorfra 'Ord' er udgivet, at Louise Østergaard tager sin fritstilling helt med ro.

- Jeg kender ikke begrundelsen for fyringen, men jeg kan bekræfte at Louise Østergaard er blevet fyret. Jeg har talt med hende. Hun er helt afklaret med situationen, og fyringen er sket uden dramatik . Den skole, hun er ansat på, skal vist nok til sommer lægges sammen med en anden, og der er allerede flere andre lærere, der har forladt skolen. Hun har det fint med det, og hun var i forvejen indstillet på at skulle videre med noget andet - hun vil måske arbejde som forfatter på fuld tid, siger Louise Vind.