To-tre gange var indsatsleder Kenneth Hørdum juleaften ved at blive kørt ned af bilister, da han sammen med beredskabsfolk var i færd med at rydde op efter et færdselsuheld på Ring Nord i Svendborg. Det får ham nu til at efterlyse respekt for de blå blink og beredskabets arbejde.

»Vi ville være flinke, fordi det er jul, og fordi vi ved, at folk gerne vil hjem, men i fremtiden må vi overveje at lukke vejen og være ligeglade. Der mangler respekt for de blå blink og for vores arbejde, og det er ikke første gang, det her sker,« siger han til fyens.dk, der fortæller, at han og de andre måtte springe for livet.

Kenneth Hørdum stod og dirigerede trafikken uden om uheldet, der skete kl. 23.02, hvor en 46-årig kvindelig bilist kørte ind i en 26-årig mandlig bilist, som overså sin ubetingede vigepligt og svingede ud foran hende.

De implicerede køretøjer skulle flyttes til siden og glåsskår fejes op, men det arbejde blev besværliggjort:

»Der er store røde køretøjer med blå blink, men folk kører, som om vi ikke eksisterer, og det er fuldstændig uacceptabelt. Mange kører pænt, men der er lige så mange, der kører meget stærkt, selvom vi står og dirigerer trafikken. Vi er der for at hjælpe og ikke for at blive kørt ned,« siger Kenneth Hørdum.