Fodboldspilleren Jonathan Richters tilstand er fortsat yderst kritisk, og han skal derfor blive i kunstigt koma i yderligere to døgn. Det meddeler Hvidovre Hospital. FC Nordsjælland-spilleren Jonathan Richter, som mandag blev ramt af lynet under en kamp i Hvidovre, er fortsat i yderst kritisk tilstand, og han skal blive i kunstigt koma i endnu to døgn, meddeler Hvidovre Hospital i en pressemeddelelse.

- Hans kropstemperatur er næsten normal i dag. Men vi fortsætter den kunstige koma i yderligere to døgn, fordi patientens tilstand stadig er yderst kritisk, siger overlæge Peder Carl, fungerende leder af Intensivafdelingen, ITA, på Hvidovre Hospital, hvor Jonathan Richter er indlagt.

Lægerne på Hvidovre Hospital har stoppet hypothermi-behandlingen, der sænker kroppens temperatur til 34 grader. Behandlingen sikrer, at organerne skånes mest muligt.