Han voksede op med en alkoholiseret far. Siden tog Jesper Buch til udlandet, lærte mennesker verden over at bestille pizza på nettet og blev multimillionær undervejs. Nu er han flyttet hjem til Danmark med en opsang om at droppe klynk over lav SU og bistand. Skal vi få succes som folk, skal vi i hans øjne starte en ny bevægelse.
Af alle steder var det på kommunekontoret, at serieiværksætteren og multimillionæren Jesper Buch opdagede, hvor gode rammer vi danskere har for at lykkes. Som os selv og som nation.
Efter sammenlagt ti år i England og Spanien var han for et års tid siden netop hjemvendt til Danmark og fandt sig selv på kommunen for at lade sig oprette og registrere som samvittighedsfuld samfundsborger. Med adgang til høj skat, offentlig velfærd og »godt vejr i hvert fald 30-35 dage om året«, som han selv formulerer det.
Mødet blev alt andet, end han havde forventet. På en halv time var hans spanske kørekort erstattet med et dansk, han var på NemID og e-Boks. Og det hele foregik med et smil, fortæller Jesper Buch.
»Jeg fik ordnet, hvad det ville have taget mig tre uger i Spanien. Vi bør lære at sætte pris på det system, vi har bygget op. Vi har en velfærd, vi bestemt ikke skal være kede af. Så kan det godt være, at Skat har været nogle amatører, nogle fjolser, nogle snotskovle, og det må vi så se at få rettet op på. Og det kan godt være, der er nogen, som snyder med offentlige ydelser, og det må vi få styr på. Men i det store billede fungerer det jo,« siger han.
I Jesper Buchs øjne kan alting imidlertid forbedres, perfektioneres. Ret nemt faktisk. For der er udfordringer nok. Mere om det senere.
Den korte historie om udlandseventyret for en af Danmarks mest succesrige iværksættere begyndte i 2005, da han drog til London for at gøre sit forretningsmæssige hjertebarn, Just Eat, til en international succes efter at have skabt online take away-madleveringssitet i en kælder i Kolding flere år tidligere.
I 2008 drog han til det sydlige Spanien, og det hele tog for alvor fart. Just Eat er siden solgt videre og vurderes i dag til at have en værdi på knap 40 milliarder kr.
Selv er Jesper Buch fløjet videre som såkaldt »angel investor« med investeringer i en lang række nystartede virksomheder, heriblandt GoMore og Miinto.
Hans nuværende portefølje af startup-virksomheder menes at have en samlet værdi på den seriøse side af 200 millioner kr. I 2015 blev han placeret som nummer 27 på det amerikanske magasin Wired´s liste over verdens mest indflydelsesrige mennesker, når det handler om internettet.
For 14 dage siden flyttede Just Eat-skaberen så ind i sit nye hjem på en af landets dyreste adresser, Dalgas Boulevard på Frederiksberg. Et palæ, der år tilbage blev frekventeret af selveste Frederik den 9., hvilket i dag illustreres af store kunstværker på væggene af kongen i bar, tatoveret overkrop i moderniseret udgave. Uden for holder en natsort Lamborghini.
Det er herfra, Jesper Buchs verden nu går, og her han tager imod Berlingske. Buch er iført hvid skjorte, slips og huller på knæene i de grå jeans. Jakken er smidt.
Om få dage indledes optagelserne til en ny sæson af TV-programmet i »Løvens Hule«. Der er travlhed, fornemmer man. Ikke ekstraordinært travlt, bare konstant.
Han viser ind i spisestuen med kongerækken på væggene. Der er god tid til interviewet, bedyrer han, aftalen har været længe undervejs.
»Vi klynker, og det gør noget ved en nation«
Jesper Buch er primært kommet hjem på grund af sine to mindste børn, som, han ønsker, skal have danske værdier med sig i livet, og derfor skal i danske institutioner.
Men noget har allerede slået Buch efter hjemkomsten til Danmark og danskerne. Der er ganske enkelt for meget piberi. For meget klynk.
I Spanien oplevede Jesper Buch at være geografisk tæt på et folk i knæ som følge af finanskrisen med en arbejdsløshed, der toppede lige i underkanten af 30 procent. Næsten fire ud af ti spaniere mellem 19 og 25 år var uden arbejde.
»Hvis der var nogen, der havde det hårdt under finanskrisen, så var det fandeme spanierne, men de piber ikke. Jeg mærkede ingen desperation trods en recession. Man passer på hinanden, man flytter sammen. Spanierne piber ikke, men det gør vi. Tænk sig at folk piber over ikke at få nok i SU, for lidt i bistand eller over ikke at få serveret det perfekte job. Vi klynker, og det gør noget ved en nation. Mange danskere er simpelthen bare for forvænte. Vi er blevet for magelige,« siger han.
Men er det ikke meget nemt at sige, når man som dig så rigeligt har sit på det tørre?
»Ved du hvad, jeg er ud af en ganske almindelig parcelhusfamilie med en far, der drak sig ihjel. Jeg kommer fra en by syd for Kolding, der hedder Vamdrup. Ikke engang bonderøvene kender Vamdrup. Da jeg var dreng, gik jeg med aviser. Når jeg var færdig med at gå med aviser, arbejdede jeg i Bilka, og efter fyraften arbejdede jeg på Crazy Daisy. Da jeg startede Just Eat, lånte jeg 318.000 kroner i BG Bank. Jeg har været lige ved at gå konkurs flere gange, og jeg burde have sagt: Rend mig i røven. Men jeg ville det. Der var to grunde til, at jeg ikke gav op. Den primære grund var, at jeg ikke ville fejle, for det gjorde min far. Han var alkoholiker. Den sekundære grund var, at jeg ikke skulle slæbe rundt på en gæld de næste 10-15 år.«
Den største udfordring
Her er vi tilbage ved Jesper Buchs oplevelse på kommunekontoret, der indgød ham tro på det system, det samfund, vi har bygget op.
Ganske vist betaler danskerne for meget i skat, mener Jesper Buch, og gryende, geniale ideer har stadig ikke de bedste vækstbetingelser. Omfanget af boligskatter »fatter jeg slet ikke«, ligesom sundhedsvæsnet efterlader meget tilbage at ønske, når man har prøvet et spansk sygehus, mener han.
Men først og fremmest savner Jesper Buch, at alle bidrager mere, end det er tilfældet i dag. Forholdet - eller misforholdet, som han betegner det - mellem dem, der yder og betaler skat, og dem uden for det arbejdende fællesskab, ser han som en af nationens største udfordringer.
Også her handler det mest af alt om en holdningsændring frem for regelændringer, mener han. Jesper Buch taler ikke politikersprog:
»Vi har 200.000 danskere, der ikke gider arbejde. Det er mit postulat. Fik man dem i arbejde i stedet for at skulle støtte med bolig og bistand, ville man jo kunne få det hele til at gå op. Men man kan ikke sanktionere sin vej til det, man skal starte en bevægelse. Den eneste måde, man kan ændre det på, er ved at starte en bevægelse, en holdningsændring, om, at det er fucking usselt ikke at lave noget som helst for samfundet.«
Igen, er det ikke let at sige?
»Jamen, grunden til, at vi betaler så meget i skat, er, at vi har en masse mennesker, der bare har det for let. Det er mit postulat. Det gælder helt fra de videregående uddannelser. Så må man flytte hjem til mor og far, det er sgu ikke pinligt. Langt størstedelen vover ingenting for at nå deres mål, og det er udfordringen.«
»Når han så begynder at bygge paladser, så skal han ud«
Og Jesper Buch fæstner ingen lid til det politiske system, der er så konsensuspræget, at der ikke sker »en skid«.
I sit virke som iværksætter er han vant til at tænke utraditionelt, mærker man:
»Jeg tror på diktatur. Det kunne være fint nok for mig at få en diktator i en ti år, så ville der kraftedeme ske noget. Når han så begynder at bygge paladser, så skal han ud. Få en mand ind, som brager så meget igennem, at vi får ændret en nations opfattelse af, hvad der er rigtig og forkert. Det er sådan, man får lavet reformer. Det kommer ikke til at ske, for der er simpelthen for mange mennesker, der har en mening om tingene i Danmark, så man får jo ikke en skid igennem.«
Måske er det reaktionen hos journalisten, måske resultatet af en hurtig indånding: Jesper Buch rejser sig, smiler og slår ud med armen:
»Lov mig nu for fanden at skrive, at jeg siger det med et smil på læben. Jeg går selvfølgelig ikke ind for diktatur. Jeg siger bare, at hvis vi for alvor skal ændre noget, så skal vi enten være meget færre til at træffe de afgørende beslutninger, så er det bare satans vigtigt at vælge de rigtige. Eller også skal man have nogle folk ind, der forstår at tale til nationen, så man får ændret en holdning. Måske der skal være en TV-station, der ikke laver andet end at motivere folk. Hvad siger du? To timer om dagen? Jeg bidrager sgu gerne.«
Jesper Buch har svært ved at sætte sig igen:
»Det handler om at brænde igennem. Det var sådan, jeg skabte en forretning. Hver eneste dag sagde jeg til mig selv, at jeg skal vise verden, at jeg kan. Hvis du kan, så kan jeg dobbelt så godt. Hvis du går hjem til midnat, så går jeg hjem klokken to om natten. Kan du mærke det? Vi skal starte en bevægelse.«
