DM i issejlads på Arresøe i Nordsjælland, der blev skudt i gang kl. 12 i dag, var i fare for at blive aflyst, da isen ikke er godkendt til færdsel. Isbådene må dog godt glide ud på isen, har politiet konkluderet. Men tilskuerne skal holde sig på land.

I første omgang opfordrede politiet ellers arrangørerne til at aflyse arrangementet, da Gribskov Kommune afviste at måle isen på den 40 kvadratkilometer store Arresø, da det ville være for omfattende en opgave.

- Isen er jo tyk nok ude på midten, men der er en del afløb ogsivbevoksning, og der kan isen altså være ret tynd, forklarer vagtchefen ved Nordsjællands Politi Palle Jørgensen til bt.dk

Arrangørerne valgte alligevel at skyde issejladsen igang, selvom politiet i første omgang ikke kunne give tilladelse til leg på isen. Nu har politiet dog endelig konkluderet, at en issbåd stadig er en båd, og derfor må de altså godt glide ud på den frosne sø.

- En isbåd er jo et fartøj, og derfor hører isbådene under søfartsloven, så der gælder nogle andre regler, forklarer vagtchefen.

Deltagere og tilskuere skal dog holde sig indenbords eller på land. Ellers risikerer de nemlig en bøde på 500 kr., oplyser politiet.

- Vi er på vej derop nu for at se, om der er nogle, der går rundt ude på isen, fortæller Palle Jørgensen til bt.dk.