Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Kathrine Nielsen fra Ringsted har kronisk gigt og blev som 9-årig ramt af en slem Borellia-infektion. Længe lignede det, at hun skulle leve resten af sit liv i en kørestol, men så kom hunden Max ind i billedet og hjalp med genoptræningen.

Kathrine Nielsen er i dag 22 år og studerende på HF. Hun lever stadig med smerter i ryggen på grund af den kroniske gigt, men hun har sin fulde førlighed, og hun er ikke i tvivl om, hvem hun skal takke for det:

»Jeg havde ikke været gående i dag, hvis det ikke var for Max. Og jeg var helt sikkert kørt død i at være syg og havde været trist og ked af det. Nu fungerer jeg 100 procent, når bare jeg husker min medicin og varmt tøj,« siger Kathrine Nielsen med henvisning til, at de gigtplagede led har bedst af at blive holdt varme.

Den 12-årige Bomuldshund Max, der hjalp i dag 22-årige Kathrine Nielsen til at gå igen.
Den 12-årige Bomuldshund Max, der hjalp i dag 22-årige Kathrine Nielsen til at gå igen. Foto: Privatfoto
Vis mere

Og hvad er så det særlige ved Max? Ikke specielt meget faktisk. Han er en ret almindelig hund af racen Coton de Tulear (også kaldet Bomuldshund) med de hyggelige egenskaber og behov for bevægelse, som en hund nu har. Men han kom ind i den dengang lille Kathrines liv på det helt rette tidspunkt:

»Efter Borellia-infektionen havde jeg mistet balanceevnen og kunne ikke gå. Samtidig var jeg plaget af mine stive gigtled. Det var alfa og omega, at jeg kom i gang med genoptræning og med at bevæge mig. Men jeg var jo bare et barn, og det var hård genoptræning med fysioterapi, ergoterapi og varmtvandstræning. Jeg kunne ikke forstå konsekvenserne, hvis jeg ikke kom i gang med det, så jeg havde ingen motivation, når smerterne samtidig var så store,« husker Kathrine Nielsen.

Hendes mor vidste ikke, hvad hun skulle gøre for at motivere datteren, før de to på en sommerhustur mødte en hund som Max. Kathrine var vild med hunden, og moderen så muligheden for, at en hund kunne være den motivation til bevægelse, som Kathrine manglede.

Bomuldshunden Max som hvalp.
Bomuldshunden Max som hvalp. Foto: Privatfoto
Vis mere

I dag er Max 12 år og knap så legesyg, som han var engang. Udover Max har Kathrine Nielsen nu også en 1-årig Border Collie, som hun går til agility med. Og hun er godt klar over, at parløbet med Max har en udløbsdato:

»Jeg tænker, at det bliver mærkeligt, når Max ikke er her mere. Det vil føles som at miste et familiemedlem med alle de gode ting, han har givet mig,« siger Kathrine Nielsen.

22-årige Kathrine Nielsen (forrest) ville nok ikke have været i stand til at ride i dag, hvis det ikke havde været for hunden Max.
22-årige Kathrine Nielsen (forrest) ville nok ikke have været i stand til at ride i dag, hvis det ikke havde været for hunden Max. Foto: Privatfoto
Vis mere

At Max har gjort noget særligt for hende, er nu også blevet anerkendt af andre. Max er nemlig netop blevet kåret til årets anden dyrehelt af blandt andre dyreforsikringsselskabet Agria og Dyrenes Beskyttelse, som kårer en dyrehelt hver uge frem til uge 47.

Max er blandt andet blevet kåret med den begrundelse, at »det fantastiske ved Max er, at han ikke kan noget særligt. Men han giver kærlighed, en grund til at stå op om morgenen, en grund til at røre sig. Og for en lille pige med gigt var det helt afgørende.«

Den første vinder var servicehunden Mocca, som du kan læse mere om her:

Christina har knogleskørhed: Mocca tømmer vaskemaskinen og hjælper sin ejer i tøjet