- Jeg drikker for at holde varmen, fortæller Laura, der har været hjemløs ad mange omgange. Nu bor hun på et toilet.
Historien om Laura kunne begynde mange steder. Den kunne begynde med en barndom præget af frygt for sin far. Eller på Østervang, hvor hun som barn var anbragt ad flere omgange.
Den kunne også begynde med de synlige ar, hun har på begge håndled og i begge sider af halsen, der vidner om, at livet for Laura flere gange har været så håbløst, at hun ikke har kunnet se nogen anden udvej.
Men denne historie begynder på et koldt toiletgulv på et kirkegårdstoilet i Holstebro-området. Her bor Laura i disse dage.
Hun sover på gulvet på en tynd rullemadras med en slidt morgenkåbe som dyne. Gulvvarmen er ikke slået til, og om natten må hun rulle sig helt sammen for bare nogenlunde at kunne holde varmen.
- Der er ingen, der ved, hvordan det føles, før de selv har prøvet det, siger Laura til Dagbladet Holstebro-Struer.
Om natten sover hun kun en time eller to ad gangen, før kulden vækker hende. Så fylder sin kop med vin fra kartonen med Pays D'oc og ryger en cigaret.
- Jeg drikker for at holde varmen, siger hun.
Laura drak også, før hun flyttede ind på toilettet. Hun har drukket stort set hele sit voksne liv. Selv siger hun, at hun engang imellem holder pause fra vinen og øllerne.
- Men nu er jeg oppe på tre liter om dagen.
På gulvet ved siden af rullemadrassen står en taske. Her har Laura noget tøj og få ejendele.
Hendes møbler står i den lejlighed, som hun er blevet smidt ud fra. Hvorfor hun er blevet smidt ud, ved hun ikke.
- Jeg fik at vide af min sagsbehandler, at jeg ikke kunne bo der mere.
For Laura er det ikke første gang, hun er hjemløs. Hendes liv er en lang tour de force i frygt, druk, vold og elendige forhold. I løbet af de sidste syv år har hun været hjemløs adskillige gange, fortæller hun.
Hun har sovet udendørs, sovet hos venner og bekendte. En gang boede hun 11 dage på et toilet.
- Der var en radiator, så man kunne holde varmen. Men der er ikke mange steder tilbage, hvor sådan nogle som jeg kan være. Alle toiletter bliver låst af. Ellers ringer de efter politiet, siger Laura, de gerne ville være blevet i sin lejlighed.
- Jeg forstår ikke hvorfor, jeg ikke kan være der, jeg var så glad for den lejlighed.
I toilettet ligger der cigaretskodder. Hun lytter til radio på mobiltelefonen.
Mennesker kender hun ikke så mange af.
- De eneste, jeg taler med, er dem, der bliver betalt for det. Jeg har ingen familie, jeg taler med. Ingen venner. Jeg er helt alene, siger Laura.
Hendes tænder er mørke. Hendes hud er mærket, af et hårdt liv. De brune øjne har hun efter sin marokkanske far, som, hun selv mener, er skyld i, at hun i dag er førtidspensionist og lider af angst.
- Jeg har en diagnose på posttraumatisk stress syndrom.
Men diagnosen er skiftet så mange gange, at hun er holdt op med at spekulere over diagnoserne. Selv ved Laura bare, at hun er bange og angst.
- Det er min barndom, siger hun og fortæller om en barndom med fornedrelse, seksuelt misbrug og chikane.
Og de dårlige vaner er fulgt med ind i voksenlivet, uden hun har kunnet ryste fortidens spøgelser af sig.
Når Laura fortæller om sit liv, skifter hun mellem at være aggressiv i sin frustration over sin tilværelse til at begynde at græde under den sorte kasket.
- Lige nu er det hele bare håbløst. Jeg ved ikke, hvad der skal ske.
Men hun ved, hvad der kan ske, når håbløsheden bliver for meget for hende. Når det hele bliver så mørkt, at det ikke giver mening længere.
På begge håndled har hun ar efter de gange, hun har forsøgt at tage sit eget liv. På begge sider af hendes hals har hun også ar efter selvmordsforsøg, fortæller hun og lyner sin jakke ned for at vise dem frem som en anden krigsskade.
- Jeg smadrede en tallerken og forsøgte at snitte halspulsåren over.
Laura er 39 år. Til juli bliver hun 40 år.
- Det håber jeg da, siger hun.
I øret har hun en ørering fra Knæk Cancer-kampagnen.
- Det vil folk gerne støtte. Men sådan nogle som mig, er der ikke råd til. Vi har ingen steder at gå hen, og der er mange flere af os, end man tror, siger Laura.
Laura optræder i artiklen anonymt, fordi hun ifølge sig selv føler sig forfulgt. Navnet på kirken, hvis toilet hun har sovet på, er udeladt af artiklen for at beskytte Laura mod at blive smidt ud derfra.
