I tv-klippet over artiklen kan du se et uddrag fra dronning Margrethes pressemøde i anledning af hendes 75 års fødselsdag, hvor en journalist kom galt af sted, da han stillede et spørgsmål. Læs hans forklaring af sagen her.

Det var »business as usual«, da dronningen holdt sin nytårstale søndag aften.

Det mener Sebastian Olden-Jørgensen, lektor i dansk historie ved Københavns Universitet.

»Hun valgte at holde en aldeles pæn, konventionel og ufarlig tale helt uden kant.«

»Den kunne sådan set have været holdt på et hvilket som helst tidspunkt inden for de sidste 20 år,« siger Sebastian Olden-Jørgensen.

Han blev ikke overrasket over noget i dronningens tale.

»Det var netop det, at der ikke var noget som helst, der kunne overraske nogen, der er påfaldende.«

»Hun kunne jo godt have talt lidt mere om de prøvelser, som kongefamilien har været igennem i årets løb, men det gjorde hun ikke. Hun spillede sikkert,« siger Sebastian Olden-Jørgensen.

Netop dronningens måde at italesætte prins Henrik og hans demenssygdom, var der mange, der så frem til.

Dronningen valgte til sidst i talen at takke for befolkningens sympati i forbindelse med, at det blev kendt, at prins Henrik nu lider af demens.

»Det var meget pænt og en absolut minimumsløsning,« siger Sebastian Olden-Jørgensen om dronningens måde at påtale prins Henrik.

Foto: Keld Navntoft
Vis mere

Årets tale er nummer 46 i rækken af nytårstaler, som dronningen har holdt, siden hun blev dronning i 1972.

Talen transmitteres fra dronningens modtagelsesværelse i Christian IX's palæ på Amalienborg.

Kun få gange har dronningen brudt den tradition og holdt talen på Fredensborg Slot. Senest skete det i 2014 og 2015, hvor Amalienborg var under ombygning.

I artiklen her på bt.dk kan du læse hele dronningens nytårstale.

/ritzau/