Underdirektør i Skat Preben Kristiansen, synes du, det er fair, at en dødssyg kvinde skal bruge sin sidste tid på at rode efter papirer og bilag til Skat, så I kan få jeres penge?

»Jeg kan ikke kommentere på en konkret sag, men det jeg kan sige er, at vi i vores sagsbehandling og kundebetjening bestræber os mest muligt på at tage hensyn til kundernes situation, og vi arbejder faktisk meget intensivt i hele vores organisation på at tage hensyn til den situation, kunderne er i.«

Kunden her har sendt et brev til jer, hvor hun forklarer sin situation, og det eneste hun får tilbage er et brev fyldt med paragraffer og regler. Der står ingenting om, at der bliver taget hensyn til hendes situation. Er det den rigtige måde at gøre det på?

»Det kan jeg ikke kommentere på, da det er en konkret sag.«

Både Patientforening Danmark og Kræftens bekæmpelse synes, at offentlige myndigheder, i det omfang det er muligt, bør udvise forståelse for, at sygdom kan gøre livsvilkår trange, og at man om muligt bør give dispensation for regler, der som udgangspunkt skal overholdes. Er det noget, som I gør?

»Det må bero på kommunikationen mellem den konkrete borger og vores system. Hvis man ikke umiddelbart er tilfreds med det svar og den reaktion, man har fået fra os, så er kunderne meget velkommen til at vende tilbage, forelægge sin sag og få en snak med vores sagsbehandler om, hvordan man kan løse det på en god måde.«

Bør Skat ikke tage hensyn til, at en person er alvorligt syg og dermed ikke har energi og overskud til at finde de nødvendige regnskaber og bilag frem til jer?

Det eneste jeg kan sige er, at jeg vil opfordre denne her borger og alle andre borgere til at have en dialog med os og vende tilbage, hvis man har nogle ønskelige forhold til den måde, vi behandler sagerne. Vi prøver på alle mulige måder at differentiere i forhold til vores borgere og skatteydere, efter den situation som de er i. Det er faktisk noget, vi arbejder meget intensivt med i de her år - at sætte kunden i centrum, som vi kalder det. Så vi håber og ønsker, at vi bliver oplyst mest muligt om den situation, man står i, så vi har mulighed for at tage hensyn til det, i det omfang vi kan.