Den 17. november gik hun hen for at stemme til kommunalvalget. Derefter forsvandt hun. Den 48-årige Helene Sørensen var på mystisk væk, og politiet var på bar bund. Nu er hun endelig fundet.

Det er næsten en måned siden, at den 48-årige Helene Sørensen fra København gik ud af sin hoveddør og forsvandt.

Præcis den 17. november, da Danmark stemte til kommunalvalget, forsvandt Helene, netop som hun var på vej for at sætte sit kryds.

Politiet ledte overalt, og selv Københavns havn blev gennemsøgt, men der var ingen spor.

Nu er hun fundet.

Den 11. december fandt en hjemmeværnsmand i forbindelse med klimatopmødet Helene liggende død på den kolde jord på Amager Fælled.

Sagen var i første omgang efterforsket som en drabssag, men da ikke er nogen tegn på vold imod Helene, har politiet droppet disse spekulationer.

I stedet er hun nu til obduktion for at finde ud af, hvordan og præcis hvornår Helene døde.

- Familien er selvfølgelig meget berørte af situationen og beder derfor om ro, siger Jesper Grove fra Station City, København, der leder efterforskningen.

Helene Sørensen, der var skizofren, havde sin faste gang mellem sit hjem på Vesterbro og den katolske kirke i Stenosgade - kun 400 meter fra hjemmet.

Kirkens ansatte kendte udmærket Helene og beskrev hende som en tom skal med livsløse øjne. Hun kunne gå flere timer ude foran kirken og vente på, at gudstjenesterne skulle gå i gang.

Da politiet begyndte at efterlyse Helene, begyndte folk at se spøgelser. Hun blev således spottet flere steder i Jylland, men det var altså en hjemmeværnsmand, som fandt Helene på Amager.