Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.
I denne uge har Simon Riedel talt med Hans Pilgaard om ... selvhad, alkohol, og at være for længe om at springe ud.
Jeg er ret skarp til ... at være mig selv på godt og ondt – jeg har brugt meget af mit liv på at beskæftige mig med skyld og skam og er blevet bedre til at tilgive mig selv og give slip, acceptere mine dårlige sider og nyde mine få gode sider. Jeg kan godt holde mit eget selskab ud, men jeg kan også nogle gange få for meget af mig selv. Men det er jo svært at skride, og så er det bedre at deale med det, end bare at drukne det i selvhad og alkohol. Det er jo bedre at drukne det i kærlighed og se det i øjnene, som trænger til det.
Jeg duer ikke til at ... lave praktisk arbejde med mine hænder. Jeg duer slet ikke til praktisk arbejde – jeg synes virkelig, jeg er en klovn til at snedkerere og bruge mine hænder fornuftigt. Jeg kan selvfølgelig godt finde ud af at lave mad, vaske op og slå græs. Jeg gider bare ikke, hvis jeg kan blive fri ... Havearbejde, rengøring og madlavning interesserer mig ikke, og det er nok derfor, jeg bor i lejlighed, flotter mig med rengøringsdame og er storforbruger af take away... Jeg synes i øvrigt også, der er alt for meget mad i tv – jeg er sgu lidt træt af det.
Jeg duer heller ikke til at ... holde min kæft, hvis jeg synes, der er noget i vejen eller noget galt, det være sig hjemme, på job eller i samfundet. Og hvis jeg ser nogen, der bliver uretfærdigt behandlet, er jeg ikke god til at tie stille. Men det synes jeg jo heller ikke, jeg skal. De stærke skal råbe op og beskytte de svage. Mange af de chefer, jeg har haft gennem tiden, vil nok også gi’ mig ret i, at jeg er dårlig til at holde kæft ... Jeg tænker meget over tingene, men er også spontan. Jeg har meget temperament og går op i det, jeg laver og lever. Men jeg er dog blevet lidt bedre til at tælle til fem – ikke til ti. Det er lykkedes for mig at skrive en besked på telefonen inde i notater, ventet en time og kigge på den igen, slette den og tænke: ’Så fik jeg luft’, men jeg behøver ikke at gøre andet. Jeg lod være med at sende mailen eller lægge det op på Facebook. Andre gange tænker jeg: Fan’me jo, det skal af sted. Det er jo også vigtigt at stå op for sig selv, for andre, for NOGET en gang imellem.
Jeg var meget nervøs, da ... jeg skulle interviewe Bruce Springsteen i december 2007, fordi jeg havde drømt om det hele mit liv. Det er altid voldsomt, når man står i en situation, hvor man skal udleve en af sine drømme, for tænk, hvis den nu ikke lever op til det. Jeg lærte Bruce Springsteen at ’kende’, da jeg var en forvirret og søgende teenager. Han blev den bedste ven, jeg havde, som jeg aldrig fik drukket en øl med, kan du sige. Han var med på sidelinjen, i baggrunden, i hjertet og var min bedste ven, fra jeg var 16 og lyttede til hans tekster. Når jeg hørte hans tekster, var det som om, han forstod mig og sang om og til mig... Han kunne nemt have skuffet mig ved det møde – for tænk nu, hvis han var noget andet. Hvis han havde været ligeglad, arrogant, fake. Men han var selvfølgelig fuldstændig, som jeg håbet på og drømt om. Han var ægte, ærlig, sårbar, genert. Han var den, som han sang som og om. Jeg var selvfølgelig også nervøs, fordi jeg gerne ville leve op til mine egne forventninger om, hvor godt det interview ville blive. Jeg synes, det lykkedes. Og han dedikerede ’The River’ til mig bagefter, da han stod på scenen i Forum. Det var sgu et ret stort øjeblik. Jeg tænkte ’Hold da op – knejten fra Blovstrød’. Jeg spurgte min ven Rune: ’Sagde han det?’ ’Yep, bare nyd det, det ER stort’, svarede han. I alt har jeg nok set Bruce live 15-20 gange.
Jeg vil gerne af med min dårlige vane, som er ... at blive småsulten to timer efter, jeg har spist aftensmad, når der er en god film. Jeg bliver sulten efter slik, chips, popcorn, alt hvad der er salt og sødt, det glider så let ned, når der er en god film. Det er så hyggeligt.
Jeg kunne ikke falde i søvn ... aftenen før, jeg havde premiere på nogle liveprogrammer. Jeg har gudskelov et godt sovehjerte. Men sidst jeg ikke kunne falde i søvn, var aftenen før, min kæreste og jeg ankom til Påskeøen på vores jordomrejse. Jeg var så sindssygt spændt på at komme til et af de mest fjerntliggende, øde steder i hele verden. Jeg tænkte, at de næste to døgn ville jeg være et sted, der ligger meget højt på listen over unikke oplevelser. Næsten ligesom fødselsdagene, da jeg var barn ... jeg ville gerne skynde mig at sove, så jeg kunne få hvert eneste minut ud af det næste dag. Påskeøen ligger ca. 3.500 km fra den chilenske kyst, og der er omtrent lige så langt over til Fransk Polynesien på den anden side af hav, hav og atter hav. Der var en magisk, storslået stemning på den lille ø, der er på størrelse med Samsø, og det tog fire døgn at sejle derover.
Det, der kan være irriterende ved mennesker ... er, når de er pisseselvoptagede – hvis de er ligeglade med andre mennesker og kun har blik for sig selv. Hvis folk glemmer ydmyghed og taknemmelighed på deres vej, kan de være anstrengende. Hvis vejrudsigter, madlavning og brok over trafik fylder for meget, så har jeg lyst til at sige: ’Prøv at tage ud at se verden, så skal jeg vise dig, hvad der er værd at brokke sig over’. Ikke fordi at man ikke også gerne må brokke sig over andre ting en gang imellem. Men det kan være godt at huske proportionerne. Og ja ja, bare rolig, det sker sgu også for mig selv!
Jeg rejser aldrig igen til ... det er strengt sagt, men jeg rejser aldrig igen til Indien. Og det er fordi, jeg havde glædet mig hele mit liv til, at jeg skulle til Indien en dag, men jeg synes Indien var en meget voldsom oplevelse i forhold til forurening og forskel på rig og fattig. Og jeg synes, der var decideret beskidt og ulækkert, de steder jeg var. Og det gjorde, at jeg synes, det var en stor, vild oplevelse, men også en oplevelse, som egentlig var nok. Jeg vil hellere tilbage til for eksempel Argentina. Men jeg er heller ikke glad for at være på resorts, hvor man har pigtrådshegn ud til dem, der intet har. Sådan nogle steder har jeg ikke lyst til at holde ferie. Det kan være spændende og vigtigt at se, at besøge, at opleve – men det er ikke det samme, som at det er en fed oplevelse. Men jeg kan jo have været uheldig med de tre steder, jeg var på den tur.
Jeg fortryder, at jeg ... ikke sprang ud noget tidligere. Men ellers bruger jeg ikke mit liv på at fortryde, for det er jo nærmest meningsløst. Hvis jeg har sagt noget, jeg har fortrudt, så siger jeg undskyld. Hvis jeg har gjort noget, jeg har fortrudt, så lever jeg med omvejen, det sender mig ud på, eller også gør jeg det om, hvis jeg kan. Men jeg har jo også såret mennesker i mit liv, og det ville jeg da ønske, at jeg ikke havde gjort eller behøvet, men sådan er livet jo en gang imellem. Nogle ryk i livet er nødvendige, også selv om det gør ondt på dem omkring én og inde i én selv ... Jeg sprang ud ad flere omgange. I første omgang da jeg var 25-26. Jeg havde også pigekærester, da jeg var 18 og forvirret. Jeg fortryder, jeg ikke tonede rent flag noget før – apropos den skyld og skam, som jeg nævnte før. Noget af det var jeg måske sluppet for, hvis jeg havde turdet stå ved mig selv lidt før.
Jeg mødte uventet godhed ... på mine rejser har jeg mødt uventet godhed fra mennesker, der ikke havde ret meget. De havde næsten intet, men ville gerne dele det med mig. Verden er på mange måder meget renere og smukkere, når man selv rejser rundt i den, end den fremstilles i medierne. Blandt menigfolk er der meget mere næstekærlighed, end der fremstilles.
Jeg får tårer i øjnene, når ... jeg ser stærke, vedkommende historier eller ser rørende film. Jeg bliver let berørt, når jeg ser eller oplever noget – det kan være musik eller film, der er lavet af nogen, der har noget på hjerte. Jeg genså ’Blade Runner’ i går, og den gjorde det samme ved mig, som den gjorde for tyve år siden. Den første halvdel er lidt lang og tendentiøs, men den anden halvdel er meget stærk, godt spillet og jeg har tænkt mig at skulle se den nye ’Blade Runner’ i aften.
Jeg havde brug for min viljestyrke, da ... jeg stod i London og fik at vide, at min far var døende. Jeg rejste hjem med det samme, men nåede det ikke. Da blev mit univers hevet ud af balance, ud af sync. Det skete i 2012, da han var 80 år, og det kastede mig ud i en vild rutsjebanetur – og som bekendt går de både op og ned. Det var som om, jeg så både livet og døden i øjnene. Som om jeg sansede alt på én gang. Det var voldsomt. Men selv om det var hårdt, så var det også meget livsbekræftende og stærkt. Livets yderpunkter.