Et lille girafføl blev født torsdag aften i Zoologisk Have i København. Giraffen er en han - og den har endnu ikke fået et navn.

Sidste år i februar blev en anden girafunge født i Københavns Zoo. Der var ikke plads til den, så den blev aflivet og kastet for havens løver.

BT har spurgt direktøren for Københavns Zoologisk Have, Steffen Stræde, om fremtiden ser lige så sort ud for den nyfødte, navnløse girafunge.

»Det kan vi jo ikke sige endnu. Den kommer til at leve hos os de næste par år, og allerede nu vil vi kommunikere ud i vores avlssamarbejde, at den er blevet født. Så kan vores kollegaer i de 400 zoologiske haver, som vi samarbejder tæt med, begynde at forholde sig til om og hvornår de vil kunne bruge den til avlssamarbejde,« siger direktøren.

Zoologisk Haves holdning var både under og efter sidste års Marius-sag, at der ikke skulle ske ændringer i praksis, selvom hele verden rasede over aflivningen.

»Vi arbejder altid på at få dyrene placeret andre steder, hvor de kan gøre gavn. Det bruger vi mange kræfter på. Men vi har ikke ændret praksis siden Marius-sagen,« siger Steffen Stræde.

Girafungens skæbne kommer delvist til at blive afgjort af, dens forældre.

»Den vil være i København, indtil den bliver skubbet væk fra sine forældre. Sådan er det jo også ude i naturen. Det skal vi huske på. Vi kan se og mærke på dyrenes adfærd, hvornår den tid kommer. Hannerne begynder typisk at slås med deres fædre, fordi de vil have hans plads.”

Zoo-direktøren åbner op for, at de kan risikerer at stå med endnu en giraf-aflivning som med Marius. Som en sidste udvej.

”Når giraffen bliver skubbet fra sine forældre, tager vi så stilling til, hvad der skal ske. Typisk vil vi sende den til en anden zoologisk have, hvor de har brug for den. Alternativet er aflivning, ligesom vi så med giraffen Marius.”

”Sådan har det altid været her, ” slutter direktøren bestemt.