Fødevarestyrelsens rejsehold var mandag den 30. januar på uanmeldt besøg i frugt- og grønt butikken 'Orient' på i Braband ved Aarhus. Det var noget af et syn, der ventede rejseholdet, da de trådte ind i butikken Sinstrupvej 6. Mellem paller på lageret og under hylder i butikken lå der et hav af ekskrementer fra både mus og rotter.

Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse lørdag.

Fødevarestyrelsen vurderer, at butikken godt har kendt til problemet med de mange mus og rotter. I hvert fald blev der bare i butikken fundet fem musefælder og en enkelt rottefælde, og der var flere sat op i lageret også. Døren fra butikken ud mod pladsen med affaldscointainer lukker ikke tæt, så musene og rotterne har tilsyneladende haft helt fri adgang til butikken og alle varerne.

'Da rotter kan være bærere af og overføre en række sygdomme til mennesker, kan fødevarerne udgøre en sundhedsmæssig risiko. Derfor råder Fødevarestyrelsen forbrugere, der har købt fødevarer fra den pågældende adresse til at kassere eller returnere de pågældende varer,' skriver Fødevarestyrelsen på sin hjemmeside.

Efter rejseholdets besøg i butikken blev den lukket af med afspærringsbånd. Kommunens skadedyrsbekæmper er belevet kontaktet, for at få rotterne af vejen.