En familie i Kolding fik sig i sidste uge noget af en overraskelse, da de kom hjem fra en indkøbstur i Netto. I klasen af nyindkøbte bananer gemte sig nemlig en edderkop, som ifølge familien selv er en af verdens farligste edderkopper.

Det skriver JydskeVestkysten.

Finn Nielsen forklarer til avisen, hvordan det var hans 16-årige datter, der opdagede edderkoppen, da hun skulle til at sætte tænderne i en af bananerne. Her kom en puppe ud af bananen, som hun kastede på gulvet, hvorefter den foldede sig ud, og hun opdagede, at det var en edderkop. Hun fik en ny banan, og de tænkte ikke mere over det.

To dage senere så datteren pludselig en stor edderkop under radiatoren på sit værelse, og familien gik til tasterne for at søge med ordene 'banan' og 'edderkop' på internettet. Datteren identificerede ifølge sin far edderkoppen, som til deres store overraskelse angiveligt var verdens giftigste edderkop - vandreedderkoppen.

Da det kun er familien selv, der har set edderkoppen, er det ikke bekræftet, at der er tale om den pågældende edderkop.

Den farlige vandreedderkop, som også kaldes banaedderkoppen og blandt andet lever i Brasilien, kan blive op til 15 centimeter stor. Familien har ikke set den siden torsdag i sidste uge, men de har haft flere besøg af en skadedyrsbekæmper, der har lagt gift ud. Og Finn Nielsen håber, at den er død, men resten af familien er tilsyneladende lidt nervøse ved tanken om, at den giftige edderkop stadig kan være i huset.

»Vi har endevendt hele værelset, og det har været lukket af siden (sidste torsdag, red.). Der er lys i gangen hele natten, dørene er lukkede og min kone har en lommelygte med, hvis hun er oppe om natten,« siger Finn Nielsen til JydskeVestkysten.

Finn Nielsen har ifølge avisen været i kontakt med Nettos kundeservice, som har beklaget episoden.

Kasper Reggelsen, der er kommunikationskonsulent hos Dansk Supermarked, som Netto er en del af, forklarer til TV 2, at det er yderst sjældent, at levende dyr sniger sig med varer som bananer. Inden bananerne bliver transporteret over Atlanten, bliver de således gasset og står i modningsrum, så der ikke er den store chance for, at noget overlever turen.

»Hvis en kunde fortæller os, at de har set en edderkop, som menes at stamme fra eksempelvis bananer, er det klart, at vi tager en række forholdsregler, så vi sikrer, at kunden er tryg. Det gør vi eksempelvis ved at tilkalde en professionel skadesdyrsbekæmper,« siger Kasper Reggelsen til TV 2.