Hvert år lader Cirkus Arena sine elefanter få et dyp i havvandet, så de kan køle sig i sommervarmen. Men da det lørdag var tid til det årlige bad i strandkanten, blev det mere dramatisk end forventet.

Flere hundrede mennesker var mødt op ved Karrebaksminde Strand på Sydsjælland for at se badeturen, da tre hunelefanter pludselig satte i løb. De løb fra stranden mod Cirkus Arenas telt og knækkede på deres vej store grene og flyttede en parkeret bil.

Læs også:

Ifølge et øjenvidne flygtede cirkusmedarbejderne, der holdt elefanterne, da de begyndte at gå amok på bilen. Det fortæller øjenvidnet Mickel Nielsen til TV 2.

Bilen, der lørdag oplevede mere end almindelig vægt på sig, var en sort Skoda. Den stod ifølge presseansvarlig hos Cirkus Arena, Thea Ødbehr, i vejen for elefanterne, og dét var grunden til, at badeturen tog en uventet drejning.

Læs også:

»Den har skubbet en bil af vejen, men det er kun Skodaen, der har lidt overlast. Men ejeren tager det stille og roligt, og vi dækker selvfølgelig omkostningerne,« siger Thea Ødbehr til TV2.

Hun beskriver episoden som en uforudset hændelse og forsikrer, at sikkerhedsprocedurerne blev overholdt.

Læs også: