Anne-Grethe Bjarup Riis’ gennemgår i øjeblikket enhver forælders værste mareridt. Hendes kun otteårige søn lider af leukæmi, og han kæmper mod den sygdom, der blev opdaget en tilfældig dag i maj.

Skuespilleren, der er kendt for altid at have en mening, og som aldrig er bange for at tale, har været tavs omkring sygdommen, og når venner og bekendte har spurgt hende om, hvordan hun havde det, blev svaret sendt af sted per automatik: ’Det går fint,’ svarede hun.

Men det gør det ikke. For det er hårdt. Og det har fået hende til at fortælle historien til BT. Hun håber, at det vil gøre livet med kræftsygdommen bare lidt lettere. For nu skal hun i hvert fald ikke længere holde på hemmeligheden, om at Gilbert, hendes kun otteårige søn, har leukæmi.

På BT’s Facebookside er det strømmet ind med varme tanker til Anne-Grethe Bjarup Riis og hendes familie. Flere har skrevet beskeder, hvor de ønsker familien al held og lykke i den svære tid.

’Rigtig god bedring med knægten. Det værste mareridt, forældre kan rammes af, er jo, når ungerne bliver alvorligt syge,’ skriver Hanne Rasmussen.

’Rigtig god bedring til sønnen og til jer to som forældre. Pas rigtig godt på hinanden, for det her bliver svært. Har selv været hele turen igennem for nogle år siden, og det er hårdt. Hårdt at se sit barn kæmpe mod sådan en frygtelig sygdom og hårdt for familien, som skal holde sammen. Kæmp alt, hvad I har lært. Støt både jeres søn og hinanden som forældre. Jeg håber det bedste for jeres lille familie,’ skriver Susanne Jensen.

Anne-Grethe Bjarup Riis' otteårige søn har fået kræft, og hun fortæller nu, hvor hårdt det er for familien.
Anne-Grethe Bjarup Riis' otteårige søn har fået kræft, og hun fortæller nu, hvor hårdt det er for familien. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Og flere af læserne fortæller, at de også selv har haft sygdommen tæt inde på livet. At de ved, hvor hårdt det kan være, men at familien ikke må miste modet.

’Sådan som hun har det nu, havde jeg det også i påsken 2005. Min søn fik leukæmi, da han var 12 år. I dag er han 23 år og har det fint. Jeg håber, jeres søn kommer over det,’ skriver Annette Kulk.

’Jeg har selv haft cancer, så jeg kan snakke med om det. Jeg sender jer mange varme tanker. Held og lykke med ham. I skal tro på, det lykkes. Det er vigtigt,’ skriver Inge Christiansen.

Ifølge Anne-Grethe Bjarup Riis er angsten hele tiden til stede, for hun er klar over, at hendes søn kan dø af sygdommen. Men heldigvis er prognosen god. Ifølge lægerne er der 95 procent chance for, at Gilbert bliver rask igen.