På Facebook strømmer det ind med negative reaktioner på Cirkusrevyens side.
- Pinligt for jer på alle planer. Der skal aldrig købes biletter til en af jeres forestillinger for mine penge igen skriver Karen Petra Sine Jensen.
Generer andre gæster
Cirkusrevyen har afvist den hørehæmmede kvinde med begrundelsen om, at det vil genere andre betalende gæster med en tolk foran scenen.
Den begrundelse er det langt fra alle Facebook-brugere der forstår.
- Jeg sidder og prøver at forestille mig, hvor generet jeg ville kunne blive af at se en tegntolk i det ene hjørne af mit synsfelt, mens jeg ser og lytter til Ulf Pilgaard, Lisbeth Dahl og Niels Olsen. Jeg kan ikke på det yderste af min fantasi (og den er ellers omfattende) forestille mig, at jeg ville føle mig generet, skriver Per Lau Jensen på Facebook.
Blokeret på Facebook
Anna Mezin fortæller til BT, at Cirkusrevyen har blokeret hende fra deres Facebook-profil og i det hele taget handlet helt uden service i sagen. Det er ejeren af revyen, Torben "Træsko" Pedersen, ikke enig i, men klart størstedelen af Facebook-brugerne sympatiserer med Anna Mezin i sagen.
- Cirkusrevyen må ha en dårlig smag i munden siden de blokerer Anna, skriver Inger Bækkedal
- Usmageligt at negative indlæg og Anna Mezin bliver blokeret her!!!, raser Tina Hornesby
Støtter revyen
Torben "Træsko" Pedersen har forklaret til BT, at sagen ikke kunne have været håndteret anderledes, og at der aldrig har været klager over lignende emner.
Der er da også brugere på Facebook, der støtter hele Danmarks cirkusrevy:- Personligt ville jeg føle det meget distraherende at der stod en tolk og lavede tegnsprog et eller andet sted... jeg ville ikke kunne lade være med at kigge, og det ville være forstyrrende for mig. Jeg kan godt forstå, at hørehæmmede er frustrerede over dette, og håber da, at der vil komme en løsning. Men som andre har skrevet, så er vi mange der har forskellige handicap... og de bliver jo heller ikke tilgodeset, skriver Zilje Piamarie Claudia Frost.
- Jeg syntes, det er helt fair og forstår Cirkusrevyens beslutning 100 pct., skriver Kasper Ravn Fredensborg.