Kort før kl. 11 væltede det pludselig op med enorme mængder brandvarm damp, der lagde sig som en tæt tåge omkring området ved Fredensbro og Østersøgade i København.

Dampen havde en temperatur på flere hundrede grader, så politiet måtte spærre for al trafik. Kl. 11.45 var udslippet stoppet og trafikken er åbnet igen, oplyser politiet.

Et brud på en fjernvarmeledning ved Søerne i København sendte en tåge af brandvarm damp op i 30 meters højde og politiet måtte afspærre hele området for trafik.

Dampen var flere hundrede grader varm, men afkøles hurtigt og det gav en tæt damp-tåge i området ved Fredensbro og Østersøgade, der er et trafikknudepunkt. Politiet omlagde trafikken.

Københavns Energi har netop kl. 11.45 fået lukket for fjernvarmeforsyningen, så dampudslippet er stoppet.

- Vi har åbnet for trafikken igen, siger vagtchef Mads Firlings, Politigården.

Helene Ledvolova fra Københavns Energi oplyser, at det var en pakning som pludselig sprang. - Vi er ved at lukke for ledningen, så pakningen kan blive repareret. Ingen kunder bliver berørt af bruddet, fordi Københavns Energi kan levere via andre fjernvarmeledninger, oplyser hun.

Københavns Energi havde i forvejen et reparationshold på stedet, som hurtigt fik slået alarm. Den varme damp er kun farlig, hvis man kommer helt tæt på den, så af hensyn til trafikken afspærrede politiet området og omlagde trafikken, også fordi sigtbarheden var næsten nul.

Bruddet skete på et 20 tommers rør.

Alarmcentralen 1-1-2 hos Københavns Brandvæsen fik flere opkald om udslippet: - Det ser voldsomt ud, men brandvæsenet er ikke involveret, oplyser vagthavende på 1-1-2.