Synet er surrealistisk. 49,5 meter sølvskinnende rumraket, som langsomt ruller af sted bag et dampende godstog i et tørt steppelandskab i Kasakhstan.
Nærmest umuligt at fatte, at dette monstrum af boostere og trinraketter om et par dage vil trods tyngdekraften og løfte vores danske astronaut Andreas Mogensen og hans to medkosmonauter op over Jordens atmosfære til Den Internationale rumstation. Med 28.000 km/t.
Men synet gør også den hastigt kommende opsendelse meget mere nærværende for den 38-årige astronauts nærmeste familie, der er inviteret til den store og noget slidte opsendelsesbase Bajkonur Kosmodrom for at følge de sidste intense forberedelser.
»Nu begynder det at blive virkelighed. Pludselig bliver det hele meget nærværende. Det er først nu, at jeg kan mærke en vis nervøsitet i kroppen,« siger Andreas Mogensens hustru, Cecilie, mens rakettoget ruller forbi.
Læs også:
»Men det bliver også en fantastisk oplevelse. Og jeg er meget, meget stolt af, at han er kommet så lang.«
Moderen er nervøs
Mere nervøs er Andreas Mogensens mor, Lisa Bjerregaard.
»Raketten er meget større, end jeg regnede med. Det får det til at løbe mig koldt ned ad ryggen,« siger hun og skuer med en dyb indånding over på Sojuz-raketten bare en snes meter borte.
»Det er selvfølgelig dejligt, at Andreas' store drøm nu går i opfyldelse. Men personligt havde jeg nu foretrukket, at han var blevet på Jorden.«
Hvad er du bange for?
»At han ikke kommer tilbage.«
Men det er jo ikke sket med en Sojuz i nyere tid...
»Nej, men jeg kan ikke lade være med at tænke på den frygtelige ulykke med rumfærgen Challenger. Vi boede i Amerika, da den eksploderede, og det var forfærdeligt, så det vil jeg ikke kunne lade være med at tænke på under selve opsendelsen.«
Har du prøvet at tale ham fra det?
»Nej, det kan jeg lige så godt lade være med. Det gider han ikke at høre på. Hvis jeg prøvede, ville han bare gå sin vej og sige 'Åh mor!''«
Men Andreas Mogensens mor understreger samtidig, at det har været sønnens drøm siden 4.-5. klasse at blive astronaut.
»Og det må jeg naturligvis respektere, selv om jeg havde foretrukket, at han var blevet på jorden og f.eks. havde været med til at bygge raketterne frem for selv at flyve i dem.«
Smertesfuld opsendelse
Efter at Sojuz-raketten er ankommet til startrampen og rejst lodret op, møder vi også Andreas Mogensens lillebror, Niels.
Han talte søndag med sin karantæneramte storebror gennem en glasrude på raketbasen.
»Andreas virkede meget rolig, men også træt. De seneste dage har været præget af intense forberedelser, og det påvirker ham naturligvis.«
Broderen fortæller også, at Andreas forklarede, at han bliver nødt til at tage smertestillende medicin lige før opsendelsen.
»Det skyldes, at han skal sidde helt sammenbøjet i en ubehagelig og urokkelig stilling i to en halv time, før han kan løsne bæltet og begynde at strække sig og svæve vægtløs op i den lille "stue", de har bag opsendelsesmodulet.«
Flere hundrede mennesker overværede den spektakulære transport af raketten med oprejsning på opsendelesesrampen. Foruden presse og pårørende drejede det sig bl.a. om folk fra det europæiske rumagentur ESA, tilrejsende rumturister samt om den kommende missions såkaldte backup hold.
Disse tre astronauter, en franskmand og to russere, er også i karantæne i disse dage og måtte derfor under raketudrulningen adskilles fra de almindelige tilskuere af militære vagter.
Hvis det utænkelige skulle ske, at Andreas Mogensen eller en af hans to med-rumrejsende, russeren Sergei Volkov eller kasakheren Aidyn Aimbetov, bliver syge eller kommer til skade, må de alle opgive deres mission til fordel for back up-holdet.
Det skyldes, at astronauterne træner som et team med højt specialiserede opgaver til hver enkelt. Af samme årsag er det ikke muligt at udskifte blot en enkelt syg astronaut. Så må alle tre hoppe af Sojuz'en.
Angiveligt har der gennem Sojuz-historien endnu ikke været eksempler på, at proceduren måtte tages i anvendelse. Men i international rumfart tager man ingen chancer.
