- Hvorfor står du frem nu? Hvad synes du om Flemming Rose? Er det rigtigt, at du har sagt undskyld til Kurt Westergaard?

Rækken af spørgsmål ville næsten ingen ende tage, da den tidligere islamistiske prædikant Ahmed Akkari mandag aften kastede sig selv ind i krydsilden fra knap 200 fremmødte til et debatmøde på Kolding Bibliotek.

Mødet var sat i stand på rekordtid af den lokale folketingskandidat Christian Rabjerg Madsen (S) efter, at Akkari i sidste uge i et interview i BT erklærede, at han ikke længere er islamist. Samtidig advarede han mod sine gamle trosfæller, som han nu betegner som farlige for Danmark.

Interviewet har vakt massiv opmærksomhed og har udløst talrige trusler mod hovedpersonen, og mødet på Kolding Bibliotek var derfor imødeset med lige dele spænding og ængstelse. Det var således også en tydeligt nervøs Akkari, der præcis klokken 20 flankeret af et hav af glimtende kameraer indtog den store og bagende varme foredragssal, der til lejligheden var overvåget af en enkelt uniformeret sikkerhedsvagt.

Det flakkende blik og en mængde insisterende sveddråber på panden forsvandt dog med et, da salen brød ud i rullende klapsalver ved synet af den fysisk lille mand på scenen.

- Det er stort, at i er så mange, der er kommet for at lytte til mig. Og fra begge fløje. Det er det, det hele handler om. At alle er klar til at lytte og diskutere med åbenhed uden at risikere noget, sagde Ahmed Akkari med en særlig hilsen til de mange af anden etnisk herkomst, der havde fundet vej til Kolding Bibliotek denne aften.

En af dem var 25-årige Ala Uqquar.

- Jeg vil gerne høre, hvad det er han har oplevet, der har fået ham til at ændre sit syn på religionen så meget. Han gik så meget op i det før, at det må være noget stort. Jeg følger min tro, og jeg tror ikke, han kan sige noget, der vil få mig til at ændre det. Men jeg vil gerne høre, hvad han siger, fortalte han til BT før debatmødet.

Inden skyen af forventning revnede og udløste en byge af spørgsmål, benyttede Ahmed Akkari lejligheden til endnu engang at fordømme den verden af islamisme og strenge religiøse leveregler, han tidligere selv har repræsenteret.

- Når islamister den første i måneden går ned til kommunen og beder om en check og hjælp fra Danmark, så får de den. Men i samme øjeblik, de går derfra, er sagsbehandleren en vantro hund, som repræsenterer et samfund, der skal bekæmpes. Sådan er den verden! Når unge muslimer går ind ad islamisternes dør, er det fordi, de ikke ved, hvad der gemmer sig i baglokalerne, insisterede han og viste på et øjeblik de talegaver, der allerede i en ung alder gjorde ham til en populær prædikant og talsmand i de radikale islamistiske miljøer.

Ahmed Akkari er særligt kendt for sin optræden under Muhammed-krisen, hvor han under en rundrejse i Mellemøsten effektivt opildnede til had mod Danmark og ytringsfriheden. Et had, som blandt andet udløste afbrænding af danske ambassader og demonstrationer med flere døde.

Mandag aften kom denne rolle igen i fokus. Blandt andet, da en tilhører spurgte, om den tidligere prædikant er klar til at gentage sin rejse i et forsøg på at gøre skaden god igen.

- Jeg vil bidrage til ethvert initiativ, der kan hjælpe. Også for de danske firmaer, som blev ramt af boykot under krisen. Men desværre er det jo oftere nemmere at opildne end at få folk til at besinde sig. Det er faktisk alt for nemt, lød en del af svaret.

En anden fremmødt ved navn Mahmoud ville vide, hvor grænsen går mellem almindelige muslimer og de islamister, som Ahmed Akkari i sidste uge angreb i BT og siden flere andre medier.

- Grænsen går der, hvor man mener, at man har monopol på sandheden og ringeagter alle andre holdninger og dem, der fremsætter dem. Men kan sagtens være muslim og dyrke sin religion på en helt anden måde. Der er mange bedre måder at finde Allah end islamisternes, svarede han og høstede endnu et bragende bifald.

Selv fra vagten, som på intet tidspunkt i løbet af aftenen havde noget at lave.