Først nægtede de at have ansvar i voldsom faldulykke - nu åbner de så alligevel en mulighed i Københavns Kommune.

Københavns Kommune åbner nu en dør på klem for, at 14-årige Frida alligevel kan få erstatning fra Kommunen.

Kommunen nægtede i sidste uge, at den har et ansvar i faldulykken og nægtede dermed også at betale erstatning til de to 14-årige piger, som tilbage i januar styrtede fire og en halv meter ned på en cykelsti, da et tæret rækværk ved Dronning Louises Bro knækkede.

Frida brækkede ryggen ved ulykken og er lam fra livet og ned, mens hendes veninde pådrog sig en kraftig hjernerystelse og en brækket næse.

Men nu melder Kommunen ud, at den alligevel ikke har taget den endelige beslutning i sagen, da man afventer politiets konklusioner. 

Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning oplyser i en pressemeddelelse mandag, at forvaltningen afventer politiets vurdering af hændelsesforløbet og en vurdering af, om der er grundlag for at rejse en sigtelse.

- Der er tale om en dybt ulykkelig sag, hvor alle har stor medfølelse med de to piger, der er kommet til skade. Kommunen har levet op til sin tilsynsforpligtigelse med broen, derfor har forvaltningen umiddelbart ikke et juridisk grundlag for at udbetale erstatning. Forvaltningen gransker dog alle detaljer, efterhånden som sagen bliver klarlagt og vurderer, om det giver grundlag for at ændre på konklusionen, siger teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal (SF).

Først når konklusionerne fra politiet er klar, vil forvaltningen vurdere, om det giver anledningen til, at man vil ændre holdning i forhold til erstatningsansvaret.

Birgitte Jersø, der er mor til 14-årige Frida, undrer sig over, hvad der er sket, siden Kommunen pludselig skifter holdning.

 - Jeg synes, det er forvirrende, at Kommunen i sidste uge sagde, at den ikke havde noget ansvar, og at den ikke ville betale erstatning, og at den så melder ud nu, at den ikke kan konkludere noget endeligt, siger Birgitte Jersø, der dog glæder sig over, at der er nu er kommet en åbning i sagen, så det ikke nødvendigvis behøver at ende i en retssag.  

Hos Kommunen understreger Ayfer Baykal, at man skal kende alle sagens aspekter, inden man kan tage stilling til et erstatningsansvar.
 
 - Vi er forpligtiget til at behandle alle borgere ens og sikre, at en eventuel erstatning udbetales på et juridisk holdbart grundlag. Før vi endeligt kan udtale os om vores erstatningsansvar, skal vi kende alle sagens aspekter, siger Ayfer Baykal ifølge pressemeddelelsen.