En tegning i anledning af tiåret for Muhammed-tegningerne. Så enkel og dog så svær lød BTs opgave til bladtegner Bob Katzenelson.

Det var ikke uden tøven, at den rutinerede bladtegner Bob Katzenelson tog udfordringen op. For hvordan ser verden ud, her ti år efter at 12 tegninger af Profeten Muhammed blev bragt på forsiden af Jyllands-Postens kultursektion? Har vi lært noget af den krise, tegningerne udløste - hvis man da overhovedet kan tale om tegningerne som direkte årsag til flagafbrændingerne, terrorangrebene og de hårdt optrukne linjer mellem den muslimske og den vestlige verden?

Bob Katzenelson brugte tre dage på at tænke, ’så det knagede’. Han landede på herværende tegning. Den forestiller en unavngiven bladtegner - ’en af de tolv’. Ud af ham og hans virke nærmest vokser en uoverskuelig mængde af begivenheder og aktører op. Flemming Rose, der var Jyllands-Postens kulturredaktør og forsvarede tegningerne i offentligheden. Kurt Westergaard, der tegnede Muhammed med en bombe i turbanen og blev overfaldet af en mand med en økse i sit eget hjem næsten fire et halv år senere. Imamen Ahmed Akkari, der tog til Mellemøsten og opildnede til massive protester, der blandt andet medførte afbrændinger af Dannebrog. Og statsminister Anders Fogh Rasmussen, der nægtede at mødes med en række ambassadører fra muslimske lande, herunder Egyptens Mona Omar Attia (i midten).

’Charlie Hebdo’ står der i røgen fra flammerne, som for at sige, at også det blodige angreb på den franske satireavis 7. januar i år, hvor i alt 12 mistede livet,  har grene tilbage til de danske Muhammed-tegninger for ti år siden. Og så er der Krudttønden, som for de fleste af os nu associerer til angrebene i København bare en måneds tid senere, hvor to danske mænd blev skuddræbt.

»Jeg har prøvet at fange de 10 års historie siden den 30. september 2005, hvor Jyllands-Posten trykte de her 12 forkætrede Muhammed-tegninger,« lyder det nøgternt fra Bob Katzenelson, som selv bidrog til danmarkshistoriens mest omtalte sektionsforside nogensinde, sammen med 11 andre danske tegnere.

Se tegningens tilblivelse og Bob Katzenelsons kommentarer i videoen herover.