Den danske VM-kaptajn er overrasket over den dårlige luft på rundstrækningen i det centrale Kigali.

Det bliver ikke bare den barske rute med 5500 højdemeter, rytterne kommer til at kæmpe med i søndagens VM-landevejsløb i Rwandas hovedstad, Kigali.

Luftens kvalitet - eller mangel på samme - vil formentlig komme bag på de ryttere, der ikke har brugt den nødvendige tid på at vænne sig til forholdene.

Det mener den danske kaptajn Mattias Skjelmose efter at have prøvekørt den 15,1 kilometer lange rundstrækning, VM-ruten er bygget på.

- Det er en superhård rute. Jeg er meget spændt på, hvordan det bliver på søndag. Den luftforurening, vi oplever inde i byen, har overrasket mange. Det niver i lungerne på en ret ubehagelig måde.

- Jeg tror, at det kan overraske folk, der ikke er lige så godt forberedt. For eksempel kom spanierne først torsdag aften, og det er i mine øjne lige sent nok, hvis man skal forberede sig på et topresultat, siger Mattias Skjelmose.

Hvad der er skyld i den dårlige luft, er der delte meninger om. Man behøver ikke at have opholdt sig længe i den hektiske hovedstad for at bemærke den tætte trafik på de relativt små veje.

Og man kan heller ikke undgå at lægge mærke til tusinder af motorcykeltaxaer, der myldrer rundt over det hele.

- Vi talte med den danske ambassade, og der mente de, at luftforureningen skyldes, at mange laver mad over bål.

- Vi har også diskuteret, om de mangler partikelfiltre i deres biler. Hvad det er, ved jeg ikke, men der er i hvert fald meget forurening, siger Mattias Skjelmose.

Han har opholdt sig i Kigali hele ugen og har efterhånden vænnet sig til de usædvanlige forhold.

Det kan hverken Casper Pedersen eller Christopher Juul-Jensen prale af. De to sidst ankomne i den danske lejr blev forsinket af en aflyst flyafgang. Det betyder, at de stiller til start søndag uden at have prøvekørt ruten.

- Vi ankom først torsdag aften, så vi gik glip af rekognosceringen på rundstrækningen, fortæller Casper Pedersen.

- Jeg tror dog ikke, at det kommer til at betyde det store. Når jeg har kørt én omgang på søndag, ved jeg jo lige så meget som de andre, fastslår han.

I alt venter 267,5 kilometer på rytterne, der skal gennemkøre rundstrækningen i alt 15 gange.

Efter de første ni runder bliver feltet sendt ud på en udvidet omgang med opkørsel på Mont Kigali, inden de kører tilbage i bykernen til de sidste seks runder.

/ritzau/