Var Tadej Pogacars magtdemonstration op ad Hautacam mistænkelig?

Efter torsdagens etape, hvor Jonas Vingegaard blev sat godt og grundigt på plads af sin rival, har rigtig mange af B.T.s læsere delt bekymringer om, hvorvidt slovenerens præstation på jernhesten mon er urent trav.

Derfor har B.T. rakt ud til Tour de France-ekspert Bjarne Riis for at høre, hvad han mener om dopingmistanken. Og han fastslår, at man skal være mere end varsom med den slags beskyldninger.

»Jeg synes, man skal tænke over de ting, der bliver sagt. Så må man bevise, at nogen snyder. Man må gå ud fra de facts, der er,« mener Bjarne Riis.

Tadej Pogacar var over to minutter hurtigere end den næstbedste op ad Hautacam, som var Jonas Vingegaard.
Tadej Pogacar var over to minutter hurtigere end den næstbedste op ad Hautacam, som var Jonas Vingegaard. Foto: Anne-Christine Poujoulat/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det er for nemt bare at rynke på næsen og løfte øjenbrynene med Pogacar. Løfter vi øjenbrynene med ham, bør vi vel også gøre med Jonas? Det er jo de to og så alle andre. Jeg synes, det er en fattig baggrund at sige det på.«

Når det er sagt, tror Bjarne Riis ikke på, at de to stjerner tyr til ulovlige midler.

»Jeg kunne ikke forestille mig Vingegaard dope sig, men hvis han er lige så god som Pogacar – hvad han jo nærmest er – hvorfor skulle det så kun være Pogacar, der doper sig?«

»Der skal være plads til, at de to kan tage sekunder eller minutter på hinanden. De er bare begge exceptionelt dygtige.«

For to år siden var det Jonas Vingegaard, der måtte kæmpe med dopingmistanken. Under Tour de France smadrede han Tadej Pogacar på en enkeltstart, hvor han var 1 minut og 38 sekunder hurtigere end sloveneren, der ellers var næsthurtigst af alle på dagen.

I sidste uge foreholdt B.T. spørgsmålet til dopingekspert Ask Vest Christiansen, der forklarede, at man »man må æde den præmis, at de forandringer, der har været på udstyret, kosten og træningen, tilsammen giver en større præstationsforbedring, end doping gjorde dengang« – hvis man skal tro på, at der ikke er doping i feltet i dag.

Bjarne Riis, der vandt Tour de France i 1996 og senere selv indrømmede brugen af epo under en periode, hvor det var mere normen end undtagelsen, er ikke i tvivl om, at fremskridtene i cykelsporten forklarer nogle af nutidens præstationer.

Ifølge ham glemte man måske også at gå op i detaljerne dengang, netop fordi man brugte doping.

Jonas Vingegaard blev sat i bunden af Hautacam og så aldrig skyggen af Tadej Pogacar igen på 12. etape af Tour de France.
Jonas Vingegaard blev sat i bunden af Hautacam og så aldrig skyggen af Tadej Pogacar igen på 12. etape af Tour de France. Foto: Sarah Meyssonnier/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Man glemmer måske, hvor dumt man tillod at opføre sig, fordi man havde doping dengang. Når jeg tænker tilbage på min tid, så tror jeg, at mange glemte at gå op i detaljerne på grund af doping,« siger Bjarne Riis.

»Jeg gjorde ikke, og jeg var meget detaljeorienteret ud fra det, jeg vidste. Men man er blevet så meget bedre til at træne, restituere, spise rigtigt, fået bedre materiale osv. Tænk på en ting: Dengang var der nogen, der tog sovepiller, når de kom hjem efter en syvtimers træningstur for at undgå at spise inden træning næste dag – for ikke at tage på,« siger Bjarne Riis, der aldrig selv har gjort det.

»Det er helt godnat, og det tror jeg ikke man kunne finde på i dag. I dag ved man meget mere om, hvordan man skal gøre det med den rigtige kost og restitution, uden at man tager på.«

»Træningsmetoderne er nogle helt, helt andre i dag. Det er der absolut ingen tvivl om, og det er tydeligt, at Pogacar har forbedret sig meget takket være træningen.«

I interviewet med B.T. forklarede Ask Vest Christiansen også, at han fandt det »forbløffende,« så meget Tadej Pogacar har løftet sit niveau de seneste år.

Ifølge forskeren ser det ud til, at sloveneren har løftet sit niveau »7, 8, 9 måske endda 10 procent.«

»At påstå at Pogacar har forbedret sig 7-9 procent, det er lidt luftigt. Er det watt pr. kilo efter en time, eller syv timers træning, syv timers løb, første etape eller 20. etape. Hvor kommer de 7-9 procent ind henne?« spørger Bjarne Riis.

Efter karrieren som rytter var Riis selv sportsdirektør og holdejer et godt stykke op i 2010erne på Team CSC, der senere blandt andet blev kendt under navnet Saxo Bank.

Selvom hans hold på mange måder var førende inden for udstyr, træning og kost, er der sket ekstremt meget siden da.

»Træning, kost og restitution er mere videnskabelige end for 10 år siden. Det er udstyret også. Dengang var vi jo ikke dårlige på det, vi havde. Vi var foran på vores tid. Men der er bare sket ekstremt meget.«

Afslutningsvist forklarer Bjarne Riis, at hans formål ikke er at rejse en større snak om doping – men udelukkende at tage ordet for at imødekomme de mange kommentarer fra B.T.s læsere.

»Egentlig er jeg ikke sikker på, at jeg har lyst til at være en del af sådan en debat,« siger Bjarne Riis.

»Jeg siger ikke det her for at skabe en dopingdebat. Det har jeg ikke belæg for. Jeg ved selvfølgelig ikke, om der er doping i feltet, men jeg skal se beviser, før jeg tror det.«