Bjarne Riis kalder Contador den stærkeste rytter, holdejeren nogensinde har haft på sit hold og sammenligner spanieren med legender som Eddy Merckx og Lance Armstrong.

Ivan Basso, Carlos Sastre, Andy og Fränk Schleck og Fabian Cancellara har alle været stjerner hos Bjarne Riis, men holdejeren er ikke bange for at degradere dem med et slag - set i forhold til holdets nuværende stjerne – Alberto Contador.

- Contador er den stærkeste rytter, jeg nogensinde har haft på mit hold. Alberto er en rytter af samme kaliber som Merckx, Armstrong, Hinault og Indurain, siger Bjarne Riis til Gazzetta dello Sport.

Et flot selskab af legender, som Alberto Contador i Riis’ øjne altså allerede er på højde med.

Holdejeren sætter flere rosende ord på sin stjerne.

- Han er en fantastisk klatrer, fordi han er som et dyr på stigningerne og også på enkeltstarterne, hvor han er i stand til at køre med næsten samme power, roser Bjarne Riis.