Jonas Vingegaard er blevet en holdkammerat fattigere.
For højst overraskende har hollandske Lennard Hofstede valgt at slutte karrieren som kun 29-årig.
Det oplyser Team Visma Lease a Bike – det tidligere Jumbo-Visma – på sin hjemmeside.
»For at være ærlig, så er det her ikke nogen svær eller ubehagelig beslutning. Jeg har kunnet mærke den komme i et stykke tid,« siger Hofstede.
»Jeg har ikke været helt i topform på det seneste, og gradvist har jeg mistet glæden ved at køre løb. Og det er essensen af mit liv som professionel cykelrytter. Derfor føles beslutningen godt.«
Lennard Hofstede forlader storholdet med øjeblikkelig virkning.
Han kom til fra Team Sunweb i 2019, men kørte allerede for Vismas talenthold fra 2013-2016.
Dengang hed det Rabobank Development Team.
»Jeg er især taknemmelig for de mange oplevelser, jeg har haft her. Jeg stopper virkelig med et smil på læben.«
Lennard Hofstede var blandt andet med til at sikre Jonas Vingegaards sejr i Baskerlandet Rundt i fjor.