Ifølge den britiske tv-kanal ITV blev Team Skys holdbus angrebet, da den på lørdagens etape kørte op ad Alpe d'Huez.

Det var angiveligt i det berømte hollændersving på bjerget, at holdbussen blev overdænget med kasteskyts. Desuden prøvede folk at bryde ind i bussen.

Dermed kan der skrives endnu et kapitel i historien om Team Sky, som har været under voldsomme angreb i årets Tour de France.

Tidligere er nogle af holdets ryttere blevet spyttet på. Luke Rowe og Richie Porte har modtaget og skub og slag fra vrede tilskuere, og den førende i klassementet, Chris Froome, har fået kastet urin på sig under en etape.

Netop Froome virker til at være en af hovedårsagerne til angrebene fra tilskuerne. Flere har beskyldt ham for at være dopet, fordi han gennem årets Tour de France har været suveræn. Disse beskyldninger har han og resten af Team Sky blankt afvist.

Kelly McLean, som er ansvarlig for Team Skys sponsorer, tweetede også tidligere lørdag sin bekymring om etapen på Alpe d'Huez.

»At køre op ad Alpe d'Huez i vores holdbil var til tider skræmmende. Det gør mig nervøs for rytternes sikkerhed. Vær venlig at respektere dem,« tweetede Kelly McLean.