Visma-Lease a Bikes kørsel på søndagens etape har vakt så meget kritik, at det fik Bjarne Riis til at udbryde, at »Jonas Vingegaard kører for det forkerte hold.«
Men B.T.s Tour de France-ekspert er ikke den eneste, der undrer sig over storholdets kørsel.
Det gør den tidligere Tour-konge Lance Armstrong også.
»Der foregår noget hos Visma,« siger han i sin podcast The Move.
Først på etapen modarbejdede flere af Vingegaards holdkammerater ham under en hændelse i løbet, hvor han blev fanget bag et styrt.
Mens holdkammeraterne satte tempo i front, forsøgte Vingegaard at kæmpe sig tilbage til feltet.
»Senere på etapen havde Jonas også en defekt, han var alene. Ingen sad med ham. Prøv at sammenlign og bemærk kontrasten. Vi har de to bedste ryttere i Touren og uden tvivl de to bedste hold. På den ene side har du UAE, se på udstrålingen. Tadej har hoved og skuldre over alle andre,« påpeger Lance Armstrong, der særligt hæfter sig ved den enorme forskel på danskerens Visma hold og opbakningen til Tadej Pogacar hos sine UAE-tropper.
Samtidig bider Armstrong mærke i kammeratskabet og energien hos slovenerens hold, han slet ikke ser hos Visma.
»Wow – det er bare fortællingen om de to hold dér.«
Hans medvært George Hincapie, der var Armstrongs tro løjtnant under sidstnævntes mange Tour de France-deltagelser, spår, at man ser mere af den kørsel fra Visma den kommende uge.
Ifølge ham har Jonas Vingegaards holdkammerater indset, at de ikke kan slå Tadej Pogacar – og derfor vil de nu køre efter etapesejre i løbets sidste fase.
Den dobbelte danske Tour-vinder satte selv ord på hændelsen på søndagens i TV 2s AftenTour, hvor han erkendte, at han nok skulle have en snak med sin sportsdirektør.
Mandag er der hviledag i Tour de France.