Milano-Sanremo-vinderen fra 2013, Gerald Ciolek, skal prøve kræfter med Post Danmark Rundt til august.

Post Danmark Rundt-feltet blev tirsdag et prominent navn rigere, da tyske Gerald Ciolek og MTN-Qhubeka-holdet fra Sydafrika meldte sig klar til det største løb på den danske cykelkalender.

Det oplyser Danmarks Cykle Union (DCU) i en pressemeddelelse.

27-årige Ciolek fik sin karrieres suverænt største sejr, da han kom først over stregen i sidste års italienske forårsklassiker Milano-Sanremo - en iskold og sne-hærget udgave af monumentet der betegnes som en af de hårdeste i nyere tid. Tyskeren henviste blandt andre Peter Sagan og Fabian Cancellara til de sekundære placeringer.

Post Danmark Rundts løbsdirektør, Jesper Worre, forventer, at MTN-Qhubeka bliver et spændende bekendtskab.

- Cerald Ciolek er en meget spændende profil at få med i Post Danmark Rundt. Han vil uden tvivl blande sig i de flotte massespurter, vi traditionelt ser i vores cykelløb, og måske kommer han til at dyste direkte med Danmarks nye store sprinterprofil Michael Carbel, der jo også netop har meldt sig klar til Post Danmark Rundt, siger Jesper Worre.

Tidligere er Astana med de to Tour de France-aktuelle og tidligere vindere af løbet, Jakob Fuglsang og Lieuwe Westra, meldt klar til start, når den 24. udgave af Post Danmark Rundt ruller ud af Hobro den 6. august.